Formålet med min omtale i »DLF mener« i Folkeskolen nummer 14 af Charlotte Dyremoses involvering i en sangbog til folkeskolen var i al sin enkelhed et forsøg på at gøre det klart, at skolen lider af mangel på muligheder for at give eleverne den undervisning og det arbejdsmiljø, de har krav på.

Det kan man, som Charlotte Dyremose gør, forsøge at afvise ved at fastholde, at skolen har fået tilført 2,7 milliarder kroner i 2001-06, at henvise til regeringens kvalitetsreform eller fremhæve de 25 milliarder, der er afsat over ti år til opretning af alle de forsømte offentlige bygninger.

Men man kunne også gøre sig den ulejlighed at se på virkeligheden bag tallene. I de 2,7 milliarder er indeholdt en elevstigning på 35.000 flere elever, hvilket betyder, at udgiften per elev har været nogenlunde konstant, samtidig med at skolen er blevet tillagt en række nye opgaver i form af elevplaner, kvalitetsrapporter, flere timer og nationale handleplaner.

Hvad angår de 25 milliarder, der end ikke dækker fortidens forsømmelser, står det klart, at låget til pengekassen har svært ved at komme op. Cirka en milliard kroner mindre end forventet lukkes i første omgang. Renovering og modernisering har altså lange udsigter og vil slet ikke komme de nuværende elever til gode.

Cirka 50 procent af kommunerne er i gang med besparelser i indeværende år, og det er ikke på baggrund af overflod. Regeringen svøber sig ind i store tal og høje ambitioner, men virkeligheden lukker de øjnene for. Og det er præcis på den baggrund, at Charlotte Dyremoses optagethed af sangbøger virker som bekvem virkelighedsflugt.