Dansk, Specialundervisning
Staveraketten
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Ulla Knudsen, Elsebeth Otzen, Jan Pepke, Verner Poulsen, Randi Solvang, Jane Strube og Elisabeth Therkelsen
Lærerbog, 41 sider, 65 kroner. Elevhæfte, 40 sider, 52,50 kroner
Øvehæfte til Staveraketten A1, A2, B og C
Af Randi Solvang og Elisabeth Therkelsen
16 sider, 5 ens hæfter: 61,25 kroner
Special-pædagogisk forlag.
For nogle år siden udkom 'Staveraketten', der er et evalueringsredskab beregnet til dansk fra første til sjette klasse og til specialundervisning.
Materialet bygger på Mette Zieglers staveudviklingsmodel med følgende fem trin: Sproglig opmærksomhed, lydret stavning, lydfølgeregler, morfemer og beherskelse. Inden for hvert trin er der en række delfærdigheder. Ud fra materialet afdækker lærer og elev, hvor i staveudviklingen eleven befinder sig, så undervisningen kan tilrettelægges systematisk.
Lærerens bog indeholder et kort teoretisk afsnit, en manual samt to skemaer til fri kopiering: et oversigtsskema over den enkelte elevs staveudvikling samt et samtaleark med en plan for undervisningen.
Elevbogen indeholder modellen af staveraketten og opgaver inden for delfærdighederne på de enkelte trin. Opgaverne kan tages som individuelle prøver eller som gruppeprøver. Alle opgaver tages ikke på én gang. Man standser, når man er nået til elevens staveudviklingstrin. Bogen følger eleven igennem flere år.
'Staveraketten' er et evalueringsredskab, men nu er der udkommet fire øvehæfter, der følger materialet systematisk. Yderligere seks hæfter er planlagt. Dette træningsmateriale er beregnet til de elever, der befinder sig på 'Staverakettens' tredje trin. Her arbejdes der med de lydfølgeregler, der gælder for stavning af ord, der ikke er lydrette.
Hæfte A1 og A2 har opgaver med to konsonanter i forlyd. I hæfte B arbejdes med to konsonanter i udlyd og i hæfte C med tre konsonanter i forlyd.
Det er fint med den tætte sammenhæng imellem evalueringsmaterialet og undervisningsmaterialet. Når elev og lærer har fundet staveudviklingstrin og den delfærdighed, der skal arbejdes med, vil man, når de resterende hæfter foreligger, kunne gå direkte til øvematerialet. Eleven koncentrerer sig om et problemfelt i hvert hæfte, og via mange forskellige opgaver finder en form for overindlæring sted.
Der lægges især vægt på det auditive. Også brug af ordbog trænes. Opgaverne er gode og systematiske.
Materialet er oplagt til specialundervisning, og det vil også kunne anvendes i danskundervisningen.
Tove Kettner Heiberg