Første gang jeg stillede mig selv det spørgsmål, var jeg allerede i gang. Umiddelbart havde jeg ikke overvejet særlig dybt, hvorfor jeg ville være lærer. En intuition, en lyst, en nysgerrighed, en glæde ved at være i nærheden af børn, et barn i mig selv, der måske stadig vægrede sig mod at blive helt kedelig, noget et eller andet, der trak nok i mig til, at jeg i sidste øjeblik søgte ind. Nu er jeg her så. Læser Folkeskolen og følger med, så godt jeg kan, og forbereder mig (for det meste da), føler mig egentlig mere voksen end nogensinde, men også gladere end længe. Samtidig dukker spørgsmålene op. Hvorfor er der nogen, der gider det her? Hvorfor får man ikke mere i løn? Hvorfor brokker alle lærere sig over at have det job, de har, og hvorfor er det blevet så populært at brokke sig over det job, lærere udfører?

I den første lille praktik var vi nogle, der tænkte, at det altså så var nu, vi fik svar, men spørgsmålene blev bare flere, og nogle overvejede med det samme at holde op. Andre tænkte: Hold da op en stor mundfuld, det her er, og hvordan får jeg nogensinde tygget mig igennem den. De fleste af os følte os både brugte og fyldte, fyldte af indtryk og overvejelser, brugte af stemmer og larm og børn og krav og kommende kollegaer.

Før jeg søgte ind på seminariet, arbejdede jeg som desktopper i et lille foreningsbladsfirma. Det meste af min dag gik med at sidde foran en computerskærm og sætte foreningsblade op til trykkeriet, snak og kaffe og cigaretter og kollegiale overvejelser i køkken og på gange, men mest altså en computerskærm og så mig selv. Jeg var der i fire år og lærte en masse, var egentlig glad for mit job, men så i foråret tænkte jeg: Hvorfor ikke. Der var et eller andet, jeg savnede. Jeg vidste ikke helt, præcis hvad det var, men noget med noget andet end en skærm og noget, der var levende. Det var det, jeg ville. Jeg vidste det ikke helt til at starte med, og jeg vidste det nærmest slet ikke i de første mange måneders fester og rustur og introduktionsforelæsninger og valg af linjefag og tagen stilling til, hvilke bøger man skulle erhverve sig, når man nu ikke havde råd til alle sammen, jeg troede ikke, jeg vidste det i praktikken, og først nu, hvor det er april, og den anden praktik er overstået, og de første eksamener ligger foran os, og det egentlig føles okay at blive presset lidt her på vippen, ved jeg helt præcist, hvorfor jeg har lyst til at blive lærer.

Det er levende. Det er et levende job fuldt af levende udfordringer med levende mennesker i levende konflikter. Det lyder måske ikke så stort, men når man er i det og mærker, hvor meget det fylder, og også hvor meget det tager, så er det rigeligt. Rigeligt levende. Så levende, at jeg, endnu i hvert fald, slet ikke har problemer med at blive folkeskolelærer i en tid, hvor man ellers mest hører om bagsiderne ved det.

Thure Høgsbro

førsteårsstuderende på Københavns

Dag- og Aftenseminarium

Forkortet af redaktionen