Er folkeskolens tilbud egentlig godt nok?

Ja, rigtig mange elever stortrives, og de svageste bliver hjulpet en hel masse. Det er lige så fint.

Men hvad med de helt 'normale' elever fra hjemmene med behersket skole- og uddannelsestradition? Hvad med eleverne fra de hjem, der bygger på værdinormer og sprogbrug, som adskiller sig markant fra vores? Har vi et anstændigt og brugbart tilbud til disse elever, så længe der kun findes én saliggørende afslutning på skoleforløbet, nemlig eksamen baseret på boglige færdigheder?

Nej, det har vi ikke. Disse elever forlader også i år skolen med deres fem-, seks- og syvtaller i den klare vrangforestilling, at de er dumme. Det er forkert. De er ikke de dumme.

Ikke bare er det udtryk for et himmelråbende åndstyranni, det er også udtryk for simpel dumhed. 'Systemets' alt for store selvforståelse og dumhed. Erhvervslivet råber og skriger jo efter mellemteknikere og håndværkere, hvilket meget vel kan være unge mennesker med knolden i orden og en konkret, jordnær, praktisk tilgang til arbejdet og tilværelsen som sådan. Disse elevers behov magter vi ikke at matche med en praksis-betonet undervisning, der tilgodeser netop deres stærke sider eller intelligenser, som det hedder for tiden. Vi gør det i hvert fald ikke. Så fik de jo ikke så elendige karakterer. Så følte de sig ikke så dumme. Det er ikke fair.

Man kunne i den forbindelse stille sig selv det spørgsmål, om det mon er formålstjenligt og tidssvarende, at alle vi folkeskolelærere faktisk er ud af samme bollesprøjte; nemlig seminariet? Kunne det mon tænkes, at folk med en anden faglig og personlig indfaldsvinkel, efter behørig pædagogisk omskoling forstås, kunne berige skolen, herunder ikke mindst de ovenfor omtalte elever? Hvem tilgodeser gældende praksis egentlig?

Første forudsætning for at stille krav til elevernes og forældrenes positive skoleattitude er et relevant folkeskoletilbud til alle 'intelligenser'. Det har vi ikke i dag. Du ved det. Vi ved det alle. Lad os dog lave det om. Og sig nu ikke 'undervisningsdifferentiering'. Vi lader os ikke bluffe af dette voldsomt snedige forsøg på at gøre en pædagogisk dyd af en økonomisk nødvendighed.

Fokusér på muligheder og plaf 'systemets' selvbestaltede barrierer ned. Ikke flere tungsindige pædagogiske overvejelser og knokkeldyre rapporter. Gør noget, inden næste hold havner i gabestokken. Løs problemet. Inden august. Altså august 2000!

Steen Christensen

Bryrup