I Folkeskolen nummer 13/1999 læste jeg en anmeldelse af artikelsamlingen 'Urolige børn'. Ole-Peter Petersen skrev, at bogen rummer en alsidig belysning af emnet med mange gode afsæt for lokal debat eller udarbejdelse af et handlingsprogram. Jeg er dybt uenig! De fleste artikler er en lang fremførelse af unuancerede holdninger til socialisering, opdragelse og lærerrolle. Argumentationen er forenklet i en sådan grad, at den må betragtes som useriøs.

Undervisningsministeriets undersøgelse bygger på en række læreres forskellige opfattelser af uro, en uro, der ingen steder er forsøgt formuleret. At tale om uro i folkeskolen som en generel tendens vil nødvendigvis munde ud i en generalisering, og en generalisering vil altid være mere eller mindre forenklet. Der skydes med skarpt mod lærere, forældre og børn, men undersøgelsen er jo også bestillingsarbejde, så det ville være utilfredsstillende, hvis den ikke resulterede i, at der blev fundet nogle syndebukke. Artiklernes sandhedsværdi er fuldstændig tabt på gulvet, og pædagogisk set er de derfor irrelevante. Artiklerne er debatartikler, der i deres forenkling forsøger at overbevise læseren om deres budskaber. Der fokuseres på barnet som uheldigt element i klassen frem for på uroen i barnet, som udgør et problem, især for barnet selv.

Hvad hjælper det, at Niels Egelund skriver, at uroen var mindst, hvor lærerne samarbejdede mest, når hverken uroen eller samarbejdets indhold og form defineres nogle steder. John Aasted Halse slynger på samme måde om sig med ubrugelige termer som dobbeltsocialisering, skønt han i de følgende sætninger mener, at skolen er blevet en erstatning for hjemmet, og at forældrene er abdiceret fra opgaven. Et minimumskrav i pædagogisk argumentation må være, at præmisserne kan begrunde det synspunkt, som er indeholdt i konklusionen, og det er tydeligt ikke tilfældet her. Præmisset skulle så i stedet have været: børn bliver ikke længere socialiseret i hjemmet! Og mage til vrøvl skal man vist lede længe efter, skønt John Aasted Halse tilsyneladende mener det!

Vel er børn forhandlende, selvstændige, dobbeltsocialiserede og møder flertydige holdninger. Artikelsamlingen redegør blot ingen steder for, at disse facts har nogen sammenhæng hverken med uro i børn eller med børn, der af nogen opfattes som forstyrrende for undervisningen.

Christina Hertz

fjerdeårsstuderende

Københavns Dag- og Aftenseminarium