Fredag den 21. marts hørte jeg radioavis i bilen på vej til arbejde. Der var et indslag om skoleforhold på New Zealand. En læseforsker fra Lærerhøjskolen i Århus udtalte sig i begejstrede vendinger om børnenes arbejdsglæde - om arbejdsro - ja, om lærernes arbejdsmiljø. Journalisten fortæller, at skolefolk valfarter til New Zealand. Valfarter er nok et lidt stærkt udtryk, men der har været flere hold af sted for at se, hvad de kan/gør i New Zealand. Og det er spændende. Rullende skolestart - flere steder med blandt andet ikke-årgangsdelte klasser. Jeg var selv så heldig at være ansat i Suså Kommune, som sendte hele skoleledergruppen af sted 16 dage i februar. Netop hjemkommet er man selvfølgelig fuld af indtryk og inspirationer og overvejer, hvad af det, man har set og oplevet, der i større eller mindre omfang kan overføres til danske forhold. Personligt har jeg ikke nået en konklusion endnu, men det sætter på mange måder spørgsmålstegn ved nogle af demåder, vi laver skole på. - Og det er vel egentlig ganske sundt.

Sidst i radioindslaget henvender journalisten sig til Danmarks Lærerforening for at få en kommentar til denne 'valfart' til New-Zealand. Jeg lytter spændt - Hvad siger mon min forening?

En konsulent udtaler, at man i DLF må advare mod rullende skolestart - det strider fuldstændig mod intentionerne i folkeskolelo-ven om klassen som det bærende element. Har han væ-ret derude eller er det blotautomatpiloten, der er sat til? Hvad er det i rullende skolestart, der skulle hindre klassen i at være det bærende element? Jeg så det ikke! Folkeskolen var med på den tur i februar, jeg deltog i, hvilket resulterede i en glimrende artikel om blandt andet vigtigheden af læsning og atter læsning. Intet i den forbindelse om farerne ved rullende skolestart.

I Danmark begynder børnehaveklasseeleverne samtidig i august. Det eneste, de er fælles om, er, at de har samme ukendskab til, hvad skole er. De kan ikke i gruppen hjælpe hinanden med dette problem. I New Zealand starter børnene på deres fem års fødselsdag (efter danske forhold skulle dette vel så være på deres seksårs fødselsdag). De fleste steder kører man med ikke-årgangsdelte grupper, så den gruppe, de kommer ind i, har børn, der allerede har gået i skolen i et halvt eller helt år. Det er pludselig ikke lærernes opgave at socialisere den nye elev men klassens! Det frigør nogle ressourcer hos lærerne. Hvis DLF's konsulent mener, at det er i strid med 'klassen som det bærende element', så er der noget, jeg slet ikke forstår.

Hvor ville det være rart, hvis man fra DLF's side prøver at være lidt mere positiv og åben, når der sker noget nyt, når nogen prøver at stille spørgsmålstegn ved de eksisterende metoder - i stedet for straks at tænde advarselsblinkene.

Alexander Osmund

skoleinspektør, Glumsø Skole

Svar:

Overskriften må stå for brevskriverens og radioavisens egen regning.

I interviewet, som ikke blev bragt i sin helhed, giver Danmarks Lærerforening ikke udtryk for advarsel eller lignende. Men der peges udelukkende på en række forhold, der nødvendigvis skal medinddrages, når man diskuterer indskolingen. Uanset hvilke indskolingsmodeller, man sætter fokus på, må man huske på, at udenlandske forhold ikke ukritisk kan overføres til dansk skoletradition uden en nærmere vurdering. En sådan vil Lærerforeningen meget gerne være med til.

Danmarks Lærerforening arbejder i øjeblikket netop med den problematik, og er åben over for ethvert tiltag, der kan højne kvaliteten i skolestarten.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF