I 'Folkeskolen' nummer ni gør skoleleder Knud Leth-Nissen sig til talsmand for det synspunkt, at 'Lærere og 'måske' endnu mindre ledere kan tillade sig at tage afstand fra det system, han er sat til at røgte.' Han er vred på alle disse kværulerende og ironiserende 'Madsener', som han fantasifuldt kalder de aktive debattører. For de forstyrrer hans embedsmandsro, når han fordøjer cirkulærer og love.

Betvivler vel faktisk deres egnethed til at bestride jobbet i det offentliges tjeneste. Videre mener den pirrelige kollega at overordnede love og bestemmelser ikke kan tåle at blive udsat for den type undergravende virksomhed. Er vendingen 'undergravende virksomhed' ikke herlig? Det var netop et sådant ordvalg, de herskende anvendte, når dissidenter skulle bures inde i Østeuropa og Rusland - altså før murens fald! Og stadigvæk i Kina!

Jeg synes, det er hammerfedt, vi her i de brølende superliberalistiske 90'ere har et så mangfoldigt embedsmandskorps, at der også er plads til den suveræne skrivebordshersker, der med preussisk strenghed regerer med sine papirdynger!

Men hvad skulle vi gøre, hvis der ikke var nogle frække 'Madserner' til at række tunge af ham?

Thi bangebukse og overloyale embedsmænd, der tænker i takt, er der jo aldrig mangel på!

Og hvor er egentlig grænsen for deres loyalitet?

Historien kan berette grufulde eksempler på, at der ingen er!

Derfor må jeg belære Leth-Nissen om, at han har pligt til at gøre oprør - som embedsmand, når lovgiverne mister jordforbindelsen! Også selv om jobbet står på spil!

Eller er han ikke et af kød og blod, men kun en komisk, fjernstyret, snurbartbærende skrankepave af samme kaliber som dem den gode soldat Svejk møder nogle stykker af på sin færd gennem det Østrig-Ungarske kejserrige for cirka 100 år siden.

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring