Debat

Manglende kvalitet

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Måske er det kendetegnet for kvaliteten i PA Consulting Groups quiz-agtige kvalitetsundersøgelse, at man som omtalt i Folkeskolen nummer 13 opnår befolkningens tilslutning til folkeskolens formålsparagraf uden at sikre, at alle adspurgte ikke alene er bekendt med denne paragraf, men også har haft fornøden tid til at overveje dens indhold. Ingen kunne jo huske, hvad der stod i den.

Et andet problem er fortolkningen af de afgivne svar. Når der, som det fremgår af omtalen, er afgivet overvejende negative svar på eksempelvis spørgsmålet om, hvorvidt man mener, at folkeskolen tilgodeser alle sider af den enkelte elevs alsidige udvikling, forudsætter spørgeren tydeligvis, at høj kvalitet er ensbetydende med opfyldelsen af den offentligt styrede personlighedsomklamrende helhedssnagende opdyrkelse af den hele person til realisering af en idealforestilling om det fuldkomne menneske, sådan som det forudsættes i folkeskoleloven. Betyder et nej til spørgsmålet så, at svarerne mener, at skolen ikke formår at opfylde dette lovfæstede mål, eller betyder det negative svar, at svarerne ganske enkelt ikke ønsker, at mennesket reduceres til behandlingsgenstand for en ideologisk eksperimentering. Der er jo ikke megen kvalitetsanalyse i en undersøgelse, der på forhånd forudsætter, at høj kvalitet er ensbetydende med den højeste opfyldelsesgrad af lovens krav.

Vagn Madsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

viceskoleinspektør

Brønderslev