Lærerforeningens forhandlere er glade. For de har skaffet et overenskomstresultat, som tre ud af fire medlemmer har godkendt ved urafstemningen.

Selvfølgelig er de medlemmer af hovedstyrelsen, der anbefalede et ja, også glade. Og nej-folkene er skuffede. For de har advaret og argumenteret imod og er blevet underkendt af et massivt medlems-flertal.

Men uanset, hvad man som medlem har stemt, så er der gode grunde til at se lysere på Danmarks Lærerforenings fremtid, for afstemningen har renset luften. Nu kan der for alvor arbejdes sammen for at opnå forbedringer.

Efter de to nej-lussinger i marts og juni 1995 har foreningen været gennem en ransagelsesproces. Det var tydeligt for alle, at der dengang blev sagt nej til andet og mere end det 'nøgne' overenskomstresul-tat. Arbejdstidsaftalens bureaukrati var nok den største skurk, men Haarders styrelseslov og en ambitiøs skolelovsreform uden ressourcer fik også mange til at stemme imod.

At nej-resultatet i 1995 så oven i købet blev tryllet om til et ja på grund af en urimelig forligsmandslov, gjorde ikke stemningen bedre. Og det kunne mærkes ved hovedstyrelsesvalget nogle måneder senere. Der var klaps til ja-folkene og klap til nej-sigerne.

Men selv om en statistisk opgørelse vil vise, at hovedstyrelsens medlemmer er enige om langt det meste, så har arbejdstidskonfrontationen sat et umiskendeligt præg på arbejdet; igen og igen virkede det som om, nej-sigerne havde patent på at repræsentere medlemmerne.

Sidste uges massive ja til overenskomstresultatet betyder, at det patent nu må være udløbet. Nu er det igen hele hovedstyrelsen, der repræsenterer medlemmerne.

At den samlede stemmeprocent igen er på vej opad - efter dykket ved juni-afstemningen 1995 - er også et godt tegn.

Men ingen træer får lov til at vokse ind i himlen, opgaverne står i kø lige om hjørnet. Én af de største og første bliver at få regering og kommuner til at bruge flere ressourcer på folkeskolen.

Efter at have kigget i den lille røde tryksag om 'Danmark som foregangsland', som regeringen sendte ud i sidste uge, kunne man tro, at det ville blive nemt nok. Der står bogstaveligt talt ikke meget på de 19 sider, men allerede i forordet fremhæver statsministeren, at 'vi skal satse på kvalitet i uddannelserne fra først til sidst'; og Undervisningsministeriets undersøgelse af materialesituationen og diverse kommunale beregninger viser, at der skal mange penge til for at klare det kvalitetsløft, som alle er enige om, at folkeskolen har brug for. Ole Vig Jensen forsømmer heller ikke en lejlighed til at fortælle, hvor vigtig lærernes efteruddannelse er. Men inde i bladet kan man læse, at kursustimetallet falder. Fordi kommunerne ikke vil betale den afgift, som staten har pålagt dem!

Analyser og argumenter er der nok af. Nu er det penge og ikke pjecer, der er brug for, hvis folkeskolen skal kunne komme ordentlig igennem den omstillingsproces, som trænger sig på.

Heldigvis kan Lærerforeningens hovedstyrelse sige ja til arbejdet med fuld styrke. Sammen med alle kredse og alle medlemmer.

-th

Nu er det igen hele hovedstyrelsen, der repræsenterer medlemmerne. Nu kan der for alvor samarbejdes