Debat

Effektivisering af indflydelsen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er helt enig i skoleleder Bjarne Danielsens indlæg i Folkeskolen nummer 13 om forældreindflydelsen i folkeskolen, hvori han slår fast, at de nuværende regler på området på fornuftig vis sikrer skolebestyrelsernes indflydelse.

Den holdning var hovedstyrelsen også enig i, da vi på hovedstyrelsesmødet i november beskæftigede os med arbejdet i Undervisningsministeriets arbejdsgruppe om skolebestyrelsesarbejdet.

Men der er en vinkel i diskussionen, som Bjarne Danielsen ikke kommer ind på: Skolebestyrelsernes ofte utroligt spinkle valggrundlag. Eksemplerne på, at skolebestyrelsesmedlemmer vælges ind med måske ti stemmer på skoler med 600 forældrepar, og hvor der afholdes fredsvalg på baggrund af opstillingsmøder med otte-ti deltagere, er legio. Sammenhængen mellem forældrene og bestyrelsen er derfor ofte en alt for spinkel tråd. Skolebestyrelserne er ganske enkelt slet ikke repræsentative for forældregruppen som helhed.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

På hovedstyrelsesmødet foreslog jeg derfor, at DLF retter en henvendelse til undervisningsministeren med henblik på at få ham til at ændre retningslinjerne for valg af forældrerepræsentanter i skolebestyrelserne, således at det nuværende direkte valg erstattes af et indirekte valg via for eksempel klasseforældrerådene. På den måde kunne vi sikre, at de valgte bestyrelsesmedlemmer vælges på et langt bredere mandat - al den stund, forældreopbakningen til arbejdet i den enkelte klasse normalt er langt bedre end ved de traditionelle opstillingsmøder. Og det skulle gerne på længere sigt medføre et kvalitativt løft i skolebestyrelsesarbejdet.

Henrik Billehøj

medlem af DLF's hovedstyrelse