Før sommerferien fik skolebørn en feriekuffert med hjem. Opgaven lød: Fyld den med dine ferieminder. Umiddelbart en uskyldig opgave, men nej!

Den rolige og tidsløse ferie blev udkonkurreret til fordel for den oplevelsesrige og kommercielle kultur, og i klasseværelset skabte opgaven eksklusion.

For børns ferieminder bliver reduceret til at skulle dokumenteres med farvestrålende og glittede brochurer og billetter eller udprintede billeder som dokumentation for at have været på det rigtige sted. Til brug i et udstillingsvindue om: Hvilke ferieminder har du? Eller et lag dybere: Hvordan ser dine forældres økonomi, tid og overskud ud?

I opgaven ligger to problemer.

Det første problem er eksklusion af børn i klassens fællesskab, hvor alle ellers skal inkluderes. Med feriens udstillingsvindue sker inklusionen ikke! I stedet sker der en eksklusion af børn, som ikke kan dokumentere en ferie med betalte oplevelser og billetter til diverse forlystelsesparker.

En form for bevis, hvor barnet ikke kan bevise feriens bedste legeaftale, rolleleg med søskende eller dagen i nattøj. Alle oplevelser, som er vigtige for barnet og dets udvikling, nemlig en pause med ro, men uden glitter og farver.

Det andet problem er inddragelse af skole i ferien.

Når vi holder ferie, skal vi holde fri. Vi skal glemme, at vi er skolebarn, lønarbejder eller noget tredje. At holde fri bliver vigtigt, for det er i pausen, at hjernens og kroppens brikker skal have tid og rum til at falde på plads. Vi voksne ved, at det ikke gavner os at tjekke mails eller på anden vis være koblet op på arbejde i løbet af ferien, for så holder vi ikke fri - fri i krop og sind! Anderledes er det ikke for de små.

Hvad er det gode argument for denne opgave?