• Når du møder op i klasseværelset, er det vigtigt, at alle føler sig set. Indled med en tryghedsskaber som: »Fuck, I er mange!«

• Ingen kan forlange, at du skal huske, hvad alle de elever hedder. Prøv dig frem. Der er næsten altid en Anna, en Emma, en Mikkel, Sebastian, Freja, den slags.

• Sørg for at være skidesur og urimelig. Samhørighedsfølelse er noget af det vigtigste for eleverne, og intet er så befordrende for den slags som en fælles fjende.

• Understøt børnenes oplevelse af selvbestemmelse ved at lade dem vælge mellem en kedelig matematikopgave og en anden kedelig matematikopgave.

• Fortæl dem, hvor godt netop du forstår deres behov. Det er jo heller ikke, fordi vi lærere ligefrem bader i anerkendelse.

• Børn lægger også mærke til nonverbale handlinger. Hvis du får behov for at lægge dig på gulvet og græde, så prøv at vente, til der er blevet mørklagt, og filmen er i gang.

• Vær i øjenhøjde. Sæt dig på hug foran eleven, når du skælder ud.

• Tal elevernes sprog. De vil først for alvor have tiltro til din omsorgsetik, i det øjeblik du giver dem tidligere fri.

• En fælles mail til alle elever i starten af skoleåret med en eller anden halvkvædet peptalk kan måske være tilstrækkeligt til at kunne sætte flueben ved alt det her relationshalløj.

• De går jo altså i skole for at lære noget. Mon ikke den tid, du går og roser og anerkender og laver »afstemmere«, kunne være brugt mere effektivt på overførsel af noget nyttig viden om Tove Ditlevsen?

• Ellers begynder de bare at kalde os curlinglærere.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.