Når jeg læser regeringens lovforslag om at indføre en vurdering af elevernes praktiske fagligheder i uddannelsesparathedsvurderingen, er der to følelser, der kæmper i mig.

Den ene er, at jeg synes, det er topfedt, at regeringen tager ansvar og gør en indsats for at få vendt skuden. Der er brug for det.

Den anden er følelsen af, at der ikke er helt styr på, hvordan skuden skal vendes. Planen for det kommer, skriver regeringen. Men når planen ikke er vedhæftet lovforslaget, bliver jeg og mine kolleger nervøse. Det skaber uro og kan være årsag til modstand, allerede inden lovforslaget er blevet vedtaget. Hvorfor ikke vente med at sende lovforslaget i høring, til alle detaljer er på plads?

Selv om lovforslaget lyder lovende for en praktisk og teoretisk faglig lærer som mig, så forstår jeg det ikke. Regeringen kunne have gjort det så meget nemmere for sig selv.

Men hvad ved jeg. Jeg er ikke politiker.