Debat

»Danmark for velfærd«

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En række fagforeninger er gået sammen om at kæmpe for, at velfærdssamfundet skal udvikles og ikke afvikles. »Danmark for velfærd«, hedder initiativet, der blandt andet indeholder en stor underskriftsindsamling og et stormøde for tillidsrepræsentanter i Odense 4. oktober.

Nedskæringspolitik og skattelettelser har sin pris for den fælles folkeskole, fælles uddannelser, fælles sundhedsvæsen og meget mere. Paradoksalt er det, at når man spørger danskerne, så vil hovedparten også i fremtiden have et velfærdssamfund, men den førte politik er i gang med at afvikle den. Vi kan ikke sidde passivt og se på, vi må gøre noget.

Vi skal bruge pengene effektivt i hele den offentlige sektor, og vi kunne komme et stykke ad vejen, hvis de rigtige prioriteringer blev foretaget. Men uddannelsesområdet bliver kraftigt beskåret. På læreruddannelsen i Odense starter man læreruddannelse på hold med 60-70 studerende. Samtidig vil man gerne have en høj gennemførelsesgrad. I mange kommuner har man skåret så meget ned på skolebudgettet, at det ganske enkelt er umuligt at skabe ordentlig kvalitet i dagligdagen. Og sådan er det på mange andre områder. Samtidig falder opbakningen til den offentlige sektor, borgerne begynder at tage deres børn ud af folkeskolen, købe sig til bedre plejehjem, private sundhedsydelser, private hospitaler. Der »effektiviseres«, og skatten sættes ned, utilfredsheden med de offentlige velfærdsydelser stiger, og opbakningen til det fælles velfærdssamfund er ved at være væk. Hvor lang tid mon der går, før vi ikke længere kan kalde os et velfærdssamfund, men snarere et konkurrencesamfund, hvor private udbydere kæmper om velfærdsforbrugernes gunst? Tre år, fem år eller højt sat måske ti år?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Sammenlignet med resten af verden er Danmark og den skandinaviske samfundsmodel blandt de mest succesfulde. Højt uddannelses- og dannelsesniveau, høj grad af demokratisk deltagelse, stort set ingen korruption, høj produktivitet og velstand, effektiv infrastruktur, et socialt sikkerhedsnet, et velordnet arbejdsmarked og tilsyneladende lykkelige borgere. Det er jo ikke kommet af ingenting. Det er opstået som en del af velfærdssamfundet, fordi vi tager ansvar for mere end os selv.

Derfor er det på tide at stoppe op og tage den tiltagende afvikling af velfærdssamfundet alvorligt. Hvis ikke vi begynder at prioritere anderledes i samfundet, vil fællesskabet blive taberen og velfærdssamfundet afløses af et mere delt samfund. Det er på høje tid. Derfor er DLF en del af »Danmark for velfærd«.