Nyhederne synes fulde af historier, som viser bekymrende symptomer hos landets unge, ligesom Center for Selvmordsforskning og Sundhedsstyrelsen fortæller om børn, der er stressede, angste og skoletrætte. Historierne beretter dernæst ofte om, hvordan børn og unge rejser sig, lærer at se deres udfordringer i øjnene og kæmper sig over på den anden side, hvor succesen venter.

Moderne mindsetundervisning og coach­ingprægede forløb skal give barnet mod på at komme videre. Her bliver processen ofte anskueliggjort med et billede, som kaldes Pit. Det er en stregtegning af en tændstikmand, der står på kanten af en dyb kløft. På den anden side er målet, hvor den samme tændstikmand står med hænderne løftet triumferende over hovedet. Pointen er, at for at nå til sejren skal man først ned på bunden, hvor man møder frustration og angst.

Figuren repræsenterer en udbredt opfattelse af børn: Vi kan støtte op om deres læring, men det vil altid være en individuel proces, som i sidste ende fører til barnets egen succes - eller fiasko. Paradokset ved denne opfattelse af børns måde at lære på er, at deres mistrivsel, som kan skyldes overdreven individualisering, bekæmpes med mere af samme skuffe.

Barndommen er ikke primært en individuel rejse. Det at komme videre i skolen såvel som i andre sociale kontekster er en kollektiv proces, hvor barnet oplever, at det bliver en del af noget, der er større end det selv.

Den endeløse jagt

Den franske sociolog Émile Durkheim (1858-1917) regnes for en af sociologiens betydningsfulde stamfædre. I hans perspektiv drejer det moderne samfund sig for den enkelte om at ekspandere, konsumere og efterstræbe mere. Han viste med sin forskning, hvordan den udprægede individualisering og konstante jagt på nye mål resulterede i følelser af håbløshed, ensomhed og selvmordsdrift hos en stigende del af befolkningen. Med en fællesbetegnelse kaldte han de negative psykiske lidelser, der fulgte den nye verden, for anomi.

Durkheims teori kan bruges til at få en bedre forståelse af de unges psykiske skrøbelighed.

I skolen tilskyndes eleverne til at lære mere og hurtigere. Dels med test og stramme læringsplaner, dels med en tilgang, hvor Pit-figuren fungerer som et populært læringsredskab. Barnet skal - med forståelsen af læringsprocessen som en kløft, der skal overvindes - bearbejde sin personlighed og optimere sin egen læring.

Det elevcentrerede fokus skyldes en økonomisk tankegang, der er trængt ind i opdragelsens og dannelsens kerne. Når diskursen om individuelle mål anvendes i skolen, opfordres børnene til at udvikle et særligt mindset for at blive i stand til at lære mere effektivt. Derved klarer de sig bedre i nationale og internationale test. Formålet er at bevise, at klassen, skolen - og i sidste ende landet - kan gøre sig godt på ranglisterne.

Men hvis skolerne i stigende grad arbejder ud fra en læringsforståelse, der har rod i global konkurrence, og som kan reduceres til den enkeltes jagt på personlig tilfredsstillelse, vil undervisningen ikke kunne gøre eleverne modstandsdygtige over for den latente risiko for anomi.

Skolen skal ruste eleverne til at deltage i samfundet. Ikke ved mental måljagt, men med undervisningsformer, som tager udgangspunkt i elevens sociale kontekst.

Fællesskabet frem for individet

Cooporative learning og situeret læring benyttes flere steder i skoleverdenen og tager på hver sin måde udgangspunkt i den sociale praksis: At eleverne lærer i samspil med hinanden og i direkte erfaring med omgivelserne. Anvendelsen af disse praksisorienterede måder kan afhjælpe tendensen til det voldsomme individuelle fokus i undervisningen.

Med Durkheims perspektiv drejer det sig ikke primært om at være fælles om en konkret praksis, men om at opleve en samhørighed, der er knyttet til fagenes teoretiske side.

Den viden, eleverne skal opnå, findes der, hvor klassen mødes, og eleverne får del i en kollektiv bevidsthed.

Undervisning ud fra Durkheims perspektiv vægter fællesskabet om den viden, som er udviklet igennem historien - og som eleverne selv kan være med til at videreudvikle. Den begrænser sig ikke til bestemte fagområder eller niveauer, men kan være indeholdt bredt i skolens fag i temaer som demokrati, myter, celler, kemi, historiske perioder og mange flere.

Et centralt spørgsmål for eleven, som arbejder ud fra den helhedsorienterede kollektive vinkel, kunne være: Hvordan er jeg en del af det, jeg lærer om? En elev, som arbejder med en individcentreret måltilgang, vil derimod altid tage udgangspunkt i spørgsmålet: Hvordan bliver jeg god til det her?

En helhedsorienteret undervisning

Kontrasten mellem de to pædagogiske vinkler kan for eksempel vises med tilgangen til et tema om evolutionsteori i faget natur/teknologi eller biologi.

I den elevcentrerede tilgang vil læreren fungere som en slags facilitator eller coach og skal primært skabe en ramme for, at elevernes læringskurve bliver så stejl som mulig. Eleven bliver opfordret til at reflektere over sine læringsstrategier i forhold til arbejdet og til at sætte sig individuelle mål.

I den kollektive tilgang vil omdrejningspunktet for undervisningen derimod være selve evolutionsteorien og ikke elevens egen læringsoptimering. Eleverne kan arbejde individuelt og i grupper, men deres bevidsthed om evolution løftes i særlig grad, når de deler deres viden i klassefællesskabet. Læreren er ikke blot facilitator for elevernes individuelle processer, men anerkender, at han eller hun som lærer har en større indsigt i området og dermed kan inspirere eleverne til selv at nå nye højder. Formålet med evolutionstemaet vil være, at eleverne får en oplevelse af, at de er en del af en biologisk proces, som peger langt bagud og fremad i tiden.

Den helhedsorienterede undervisning skaber mulighed for oplevelser af kollektivt at høre til i samfundet og verden. Hvis undervisningens omdrejningspunkt derimod er elevens refleksion over, hvordan han eller hun skal omforme sig selv mentalt for at nå op ad skrænten og videre til næste mål, lærer vi eleverne, at livet virkelig er en uendelig, individuel måljagt.

Med anomibegrebet for øje risikerer skolen med de individualiserende teknikker at forstærke frem for at modvirke moderne børns skrøbelighed.