I 1980'erne var vi nogle stykker, der fik specielle erfaringer angående skolestart. Det drejede sig om læsning og matematik i 1. og 2. klasse. Vi lavede nogle bøger, som vi kaldte »Makkerbøgerne«, fordi de var baseret på, at eleverne arbejdede sammen to og to, og det samme gjorde lærerne i de to fag, som begge blev undervist efter den samme bog. Jeg havde ansvaret for læseindlæringen. Og her tillod vi os helt at blæse på skriveundervisning. Vi og lærerne var dengang optaget af at lave skolen om og slippe af med meget af det gamle, og her tillod vi os at lade børnene selv finde ud af at skrive skråskriften, som jo er meget anderledes end de trykte bogstaver.

Det viste sig, at det netop var sagen, det at de selv styrede processen. Dengang var vi ikke særligt opmærksomme på drengenes situation, men i dag har jeg tænkt meget over, at appetitten hos alle børnene var helt tydelig, og her fik drengene jo lov til selv at styre processen, og resultaterne i begge fag var i slutningen af 2. klasse meget tilfredsstillende.

Men da skråskrift stod for mange som symbol på kedsommeligt terperi, blev bøgerne efter få år makuleret.

Men måske burde man i dag tænke nøjere over begrebet perception: Det at blive bevidst om det, man sanser. For det var jo den proces, der blev trænet, når barnet skulle skrive af fra trykt tekst og for eksempel skulle skrive ordet du. Så slog de op på bogstavremserne, fandt d (fordi de kunne synge bogstavsangen) og studerede det skrevne, der stod ved siden af. Netop studerede. Og så blev det lært.