Ligesom biskop Balle i slutningen af 1700-tallet med sin biskoppelige baggrund stod for den mest enestående udvikling i danske skolehistorie, har Jørgen Sønder­gaard som ekspert i økonomi i dag alle forudsætninger for at komme til at skubbe til en nødvendig og regenererende kovending i dagens skoleudvikling, hvor det næppe er muligt at opdrive én eneste pædagogisk ekspert, der kunne drømme om at ville noget som helst andet end at fastholde folkeskolen i udelthedens ensgørende kvælergreb. Desværre har Søndergaard, måske for at afværge en forventet kritik fra det pædagogiske præsteskab, i foragt for virkeligheden undermineret sin egen objektivitet ved på forhånd at erklære den udelte folkeskole for at være den bedste skoleform. Og i Folkeskolen nummer 13 bekender den pædagogiske rektor Stefan Hermann sin tro på det pædagogiske dogme om, at en skole ikke kan sætte menneskeligt samvær og varme højt, hvis den indrettes elevdelt for at kunne sætte den fag-faglige undervisning i højsædet. Vores delte skole op til 1993 var i nok så høj grad varm og samværsbefordrende som dagens udelte scenarier, hvor svage tabes, og dygtige forsømmes fagligt, og hvor ukontrollerede adfærdsforstyrrelser derved fremavles. Logisk nok anbefaler Stefan Hermann som udelthedens tro væbner masser af den sædvanlige tendentiøse forskning som basis for læreruddannelsen, fordi forskningen i dag har det med aldrig at anfægte udelthedens duelighed endsige finde gran af positivitet ved den delte skole. Så slipper man jo også for at skæve til erfaringerne fra realskolens æra, der engang tilgodeså et samfundsgavnligt såvel som et elevvenligt behov for størst muligt uddannelsesniveau uden at tilsidesætte det varme, menneskelige fællesskabs samvær.