Der er sandelig gået Hildebrandt i folkeskolen. I Folkeskolen nummer 13 spørger Dorte Lange retorisk, om en lærer skal være god til det, der kan testes. Ja, naturligvis. For det, der kan testes, er al den faglighed, som det er lærerens hovedopgave at videreformidle. Derimod skal læreren ikke jagte et tåget fatamorgana-syn om, hvordan eleverne engang ude i fremtiden skal agere i et internationalt samfund. For det aner læreren og andre ikke noget om. Skal fremtidens borgere konkurrere mod og vinde over »de andre«? spørger Dorte Lange. Eller skal eleven lære, at løven i fremtiden skal græsse side om side med fårene? Det er en politisk/religiøs sag, som skolen hverken kan eller skal fordybe eleverne i. Læreren skal - og kan primært heller ikke andet end - undervise i »allerede kendt stof«. Alt det andet er hildebrandtske forfløjne fantasterier, der ikke er en lærerløn værd. Og ved Dorte Lange mon selv, hvordan en »ansvarlig verdensborger« gebærder sig? Nok bor vi i Verden. Men indtil videre er der ikke noget konkret, der hedder en verdensborger. Måske ud over på det drømmende plan. Adskillelsen mellem et teknisk og et kulturelt læringssyn er kunstigt. Alene egnet til at sætte noget elementært fagligt i skyggen af noget forfløjent uhåndgribeligt. Pædagogik, siger Helle Bjerresgaard, er rygraden i lærerens arbejde. Nej, pædagogik er, når denne ikke tendentiøst er spændt for forskruede teorier om en umulig folkeskoles fortræffelighed, et redskab for det, der er rygraden i lærerens arbejde, nemlig den fag-faglige videreformidling af allerede kendt stof. Selvfølgelig spiller elevernes selvinddragelse og selvinvolvering i undervisningen en befordrende rolle. Men der er altså også noget, der hedder pligt. Og hvor findes dette probate begreb mon skjult i Helle Bjerresgaards pædagogik?