Debat

Sauer – hvor er rebellen?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Niels Christian Sauer: Du kender mig ikke. Og jeg kender åbenbart heller ikke dig, selv om jeg har læst mange af dine indlæg og stemt på dig flere gange ved hovedstyrelsesvalgene. Jeg har sågar over for mine kollegaer forsvaret dig i forskellige faglige diskussioner.

Jeg troede, at du med dine holdninger kunne være et godt alternativ til den tilsyneladende sammenspisthed, der hersker i DLF's hovedstyrelse.

Derfor bliver jeg meget overrasket over din holdning til vores nye overenskomstforlig og senest i særdeleshed over din holdning til FOA med flere.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg havde helt klart forventet, at noget af din kampgejst, som du har vist, da du ikke sad i hovedstyrelsen, også var kommet til udtryk i overenskomstkampen.

Jeg måtte desværre konstatere, at hele hovedstyrelsen sagde ja til et forlig, som nogle af os, hvis vi er meget heldige med hensyn til inflationen, måske lige kan opretholde reallønnen med.

Som demokrat må jeg erkende, at et flertal af mine kolleger stemte ja til forliget. Jeg kan dog savne repræsentanter for en nej-holdning i hovedstyrelsen. Er vi nej-sigere overhovedet repræsenteret i vores øverste organ. Åbenbart ikke.

Jeg troede, at du var mere rebelsk. Det må jeg konstatere, at du ikke var.

Men at du ligefrem offentligt begynder at ironisere over andre fagforbunds gøren og laden, er for mig helt uacceptabelt. Det kan godt være, at FOA ikke har fået meget mere ud af sin overenskomst, men de har fået mere end os. Måske kunne de offentligt ansatte have fået mere, hvis man havde stået sammen i stedet for at være splittet.

En klog mand har engang sagt: Del og hersk. Det lykkedes for de offentlige arbejdsgivere.

Jeg synes desværre, at du er blevet et redskab i deres proces. 100 kroner mere om året er ikke meget, vi fortjener meget mere. Men for de 100 kroner, som du påstår FOA har fået, kan FOA-medlemmerne trods alt se sig selv i øjnene. De gjorde, hvad de kunne. Hvad gjorde vi? Har vi helt glemt fagforeningens oprindelige grundlag - solidaritet. Hvor er den blevet af?