Folkeskolens redaktør Thorkild Thejsen lukker debatten mellem Bertel Haarder og mig i bladet. Fair nok. Når det gælder substans, er det alligevel en envejskommunikation. En hurtig opsummering:

1. Foretræde for Uddannelsesudvalget, 10. april 2007: Bertel Haarder forholder sig ikke til tallene i Klarup-beregningen, men fortier, fordrejer og lyver om kendsgerninger i sit skriftlige svar til udvalget, ganske som han gør i offentligheden.

Clinch i Undervisere, 29. februar 2008: Bertel Haarder bedrager læserne ved at påstå, at beregningen opererer med hele elevplaner, selv om det ikke er tilfældet: »En elevplan er, når en lærer laver en plan for en elev i et fag«, hvilket også fremgår af skemaerne. Ministerens udtalelse på folkeskolen.dk 18. februar er også bedrageri: At skrive »et par linjer om, hvordan det går eleven i for eksempel fysik«, ligger lysår fra hans tale til Danmarks Skolelederforening 28. september 2005 om, at det, »der vil rykke, er, at der sættes fuldt blus på den løbende evaluering«.

2. Foretræde, 25. marts 2008: Bertel Haarder svarer endnu en gang intetsigende og oplyser i et brev til mig, at han ikke anerkender beregningen. Tør han nu ikke debattere offentligt mere? Hans afvisning er noget vrøvl på linje med hans påstand om, at elevplaner »mindst en gang« om året er det samme som »én og kun én gang«.

Vi kom til Bertel Haarder med dialog.

Han svarede med fortielser, fordrejninger, løgn, vrøvl og bedrageri - eller tavshed.

Men han vandt.

Når man fortier, fordrejer, lyver, vrøvler og bedrager eller tier stille længe nok, taber kritikken pusten, og så kan man slippe af sted med alt.

Nu gider jeg ikke mere. Nu vil jeg koncentrere mig om at lave god undervisning i den folkeskole, Bertel Haarder er ved at køre i sænk.

Svar

Da der de sidste uger ikke er kommet nyt frem i diskussionen mellem Karsten Bräuner og undervisningsministeren, betragter redaktionen den derfor som afsluttet på Folkeskolens debatsider.

Redaktionen