Debat

Tag det lige lidt med ro

I morgen er det for sent.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den offentlige debat præges af mange forskellige holdninger og meninger om, hvordan vi skal arbejde, og hvad vi skal arbejde med.

Debatten kan krydres med aspekter fra problematiseringer af, hvordan vi kan skabe gode rammer for de danske familier, så de bedre kan få familie- og arbejdslivet til at balancere.

Alle er tilsyneladende enige om, at det hele går lidt stærkt. Børn bliver interviewet til tv og fortæller på deres egen troskyldige måde, hvordan de voksne har så travlt, så travlt. Ungerne mangler deres forældre. Der kan ikke engang blive tid til en skovtur. Så får børnene heller ikke rørt sig. De bliver for fede og for uoplagte, og så kan de ikke tage lærdom til sig.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

På arbejdsmarkedet skal de samme voksne i den grad være med på beatet for ikke at sakke bagud i karriereforløbet. Globaliseringen, forstås. Samfundet skal sikres fortsat vækst. Så er der dem, der bare ikke kan følge med, men disse voksne har også børn. De børn går også i skole og har brug for voksne, der vil dem.

Lærerne skal finde veje til at nå alle børn og kommunikere med alle forældre uanset konditionerne.

Det kræver sin mand og kvinde at navigere i den turbulens.

Det kræver også stor indsigt, dygtighed, indlevelsesevne og masser af menneskeligt overskud.

Vi ved, at overskud skabes af tillid, glæde, dygtighed og god ledelse. Det gælder for såvel lærere som ledere.

Mange ledere siger fra i forhold til den udvikling, skolen er blevet påduttet via centrale beslutninger og umådeholdent dokumentationskrav. Lærerne har længe oplevet, at deres egen vurdering og eget faglige engagement er overhalet af en strøm af centralt fastsatte krav, der ikke opfylder deres behov for at udvikle lærerfaget og undervisningen.

Det dræner for energi. Den energi kunne bruges bedre sammen med børnene.

Senest har vi kunnet se, hvorledes et stigende antal nordvestjyske lærere og børnehaveklasseledere bliver langtidssygemeldt blandt andet på grund af stress. Lærerkredsene over hele landet kan konstatere, at bægeret er fuldt for rigtig mange lærere og ledere.

Der påhviler såvel kommuner som regering et meget stort ansvar for at sikre lærerne og lederne opbakning til at løse deres store opgave.

Skolen skal være skole i tiden - med tidens udfordringer - men tag det lige lidt med ro.

Der er andre værdier end kvalitetsmålinger og dokumentation.

Barndommen for eksempel. Hvert barn har kun én.

I morgen er det for sent. Da skal de arbejde.

»Skolen skal være skole i tiden - med tidens udfordringer - men tag det lige lidt med ro. Der er andre værdier end kvalitetsmålinger og dokumentation«