Professor Niels Egelund kan ikke lide, at Niels Christian Sauer i Folkeskolen nummer 13 kalder det pjat, når Egelund sammenligner skolen med en kirkegård. Han skriver derfor i nummer 14: »Der er imidlertid en pointe i joken, nemlig den, at et flertal af de danske lærere og skoleledere er imod de ændringer, som de seneste folkeskoleforlig har skabt, og derfor er der ikke noget at sige til, at der er det, som socialpsykologer kalder 'modstand mod forandring'«.

Disse professorale ord ligner jo nærmest en diagnose: Lærere og skoleledere lider af »modstand mod forandring«.

Har Egelund mon givet sig tid til bare fem minutters funderen over, hvorfor »de ændringer, som de seneste folkeskoleforlig har skabt«, ikke ubetinget vækker jubel og glæde blandt de fagfolk, der skal føre dem ud i livet? Kunne man forestille sig, at mennesker, der står med ansvaret for, at folkeskolen fungerer, har saglige grunde til at sætte spørgsmålstegn ved mange af de tiltag, der fra politisk hold lanceres som værende de eneste saliggørende til folkeskolens redning?

Lærere og ledere møder loyalt de ændringer, der i disse år pålægges folkeskolen. Men et politisk flertal har, med blandt andre Niels Egelunds ideologiske opbakning, kastet folkeskolen ud i et eksperiment, hvis konsekvenser de ikke selv kan overskue. Når fod- og fagfolket beder sig hørt og forstået, bliver det af folketingsflertallet mødt med en uforstående hovedrysten og af professor Niels Egelund med en diagnose.