Debat

Nye undersøgelser viser, at …

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Professor Erik Jørgen Hansen har i Folkeskolen nummer 10 sået sikkert berettiget tvivl om Pisa-undersøgelsernes videnskabelige grundlag. Spørgsmålet er så, om Erik Jørgen Hansen ville have frembåret samme tvivl, hvis Pisa havde underbygget hans eget syn på, hvad en god skole er. For den folkeskole, der just ikke er god i uddannelsesmæssig henseende, bygger jo på et væld af undersøgelser, som der så kan henvises til, når man fra pædagogisk og politisk hold skal forsvare dens fortræffelighed. Og da der til de svar, der oftest underbygger en på forhånd indiskutabel fastholdelse af folkeskolens struktur, svarer nogle udformede spørgsmål, som vi i den læge del af offentligheden sjældent eller aldrig får kendskab til, er det vel nærmest en tillidssag, om man tror på vendingen om, at nye undersøgelser viser dette eller hint, eller om de blot er en arrangeret bekræftelse på en eller anden forskers forudfattede mening om, hvad der ifølge hans ønsketænkning gavner børn og skole. Hansen bekræfter problemets eksistens ved en påpegning af, at der i en Pisa-rapport er anført, at det er usikkert, om børn altid giver korrekte oplysninger om deres forældres uddannelse og stilling. I forlængelse heraf må man antage, at det vel for det meste er usikkert, om børn giver rigtige svar på stillede spørgsmål, der efterfølgende danner grundlag for pædagogiske begrundelser for folkeskolens indretning. Og når han benytter børns formodentlig »halvinvalide« oplysninger til at dømme Pisa-konklusionerne »halvinvalide«, må man antage, at den samme dom kan afsige over andre undersøgelseskonklusioner, der i utallige tilfælde rundkastes med erklæringer som, at nye undersøgelser viser, at ...

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler