Kære Anders. Jeg kom ikke i tvivl om, at du var temmelig irriteret over den undersøgelse, som Børnerådet og DCUM (Dansk Center for Undervisningsmiljø) offentliggjorde forleden. Det forstår jeg sådan set godt, men i dine udtalelser til pressen synes jeg, du forsøger at bagatellisere problemet i stedet for at erkende fænomenet og pege på løsninger. Vores undersøgelse viser ikke, at 20 procent af alle elever konstant mobbes, men at 20 procent har oplevet det i deres skoletid. Det er dog en femtedel af alle børn. Vi siger, at hvis eleverne oplever behandlingen af dem som mobning, skal det tages alvorligt, uanset at jeg er enig i, at læreren ikke nødvendigvis har haft til forsæt at mobbe. Vi har bestemt heller ikke sagt, at 20 procent af lærerne mobber eleverne, og vi siger først og fremmest, at den indsats, mange skoler allerede har gjort for at forebygge og bekæmpe mobning, har mere end halveret problemet på fem-seks år, men det at vi har gode resultater, må dog ikke få os til at lukke øjnene for, at der stadig er problemer.

Jeg vil påstå, at alle lærere eller pædagoger kan udpege den kollega på lærerværelset, som optræder uden respekt over for eleverne. Som bruger unødig ironi og sarkasme, og som med sin opførsel sårer børnene. Jeg tror også, at mange lukker øjnene i misforstået kollegialitet. Nu ved vi imidlertid, at de børn, som rammes, er børn, som også mobbes af deres kammerater. De er ofte socialt udsatte og slås med mange andre problemer også. Vi taler om en lille gruppe børn, som burde nyde særlig omsorg og opmærksomhed. Problemet er nemlig ikke kun, at nogle, heldigvis få, lærere mobber eleverne, men at børnene generelt er skeptiske over for lærernes evne til at hjælpe den enkelte. 30 procent mener ikke, at der er voksne til rådighed, når de har brug for det. Det er tal, som bør vække til eftertanke, ikke mindst fordi de steder, hvor børnene mobbes, er steder, hvor der ofte er voksne til stede.

Forkortet af redaktionen

Svar

Kære Klaus. Jeg må desværre skuffe dig på flere punkter. Jeg blev ikke spor sur over jeres undersøgelse. Men jeg blev mildest talt forundret og skuffet over, at du og Børnerådet sammen med Dansk Center for Undervisningsmiljø valgte at bruge undersøgelsen som jeres eget profileringsprojekt, to uger efter at 24 organisationer højtideligt gennem underskrivelsen af en fælles erklæ­ring understregede, at nu skulle de enkeltstående initiativer er­stat­tes af en fælles indsats. Jeg er ­forundret over, at I ikke fandt det naturligt at orientere mig om undersøgelsens indhold og pressemødet på forhånd. I kunne jo ikke være i tvivl om, at spørgsmålet om, at eleverne føler sig mobbet af en lærer, ville skabe nogen opmærksomhed. I kunne have in­viteret mig med til pressemødet, så vi kunne have fået en saglig debat om, hvordan vi kunne bruge undersøgelsens resultater. Det und­rer mig også, at du ikke fulgte min opfordring til at ringe mig op, inden jeg blev nødt til at udtale mig til pressen.

Jeg må også skuffe dig: Jeg har ikke »bagatelliseret« undersøgelsens resultat. Jeg har analyseret det på linje med det, du gør ovenfor, og jeg har givet mine bud på, hvordan vi kommer mobningen til livs, blandt andet med henvisning til vores fælles erklæring. Men det interesserede ikke pressen. Fokus blev lagt på spørgsmålet om lærerne. Som medievant person kan det næppe komme bag på dig.

Jeg må også skuffe dig med, at uanset hvor grundigt jeg tænker mig om, kan jeg ikke komme i tanke om en lærer på mit lærerværelse, »som optræder uden respekt over for eleverne«. Jeg er i øvrigt også sikker på, at ledelsen på skolen straks ville tage fat om problemet, hvis det var tilfældet.

I forbindelse med underskrivelsen af den nationale erklæring mod mobning skrev jeg til alle medlemmer: »Vi håber, at initiativet vil understøtte samarbejdet på den enkelte skole og i den enkelte kommune om at minimere mobningen. Vi har ikke brug for at placere aben på hinandens skuldre, men om i fællesskab at løse problemerne. Jeg har på foreningens vegne med glæde skrevet under på erklæringen, da jeg er overbevist om, at vi i Danmarks Lærerforening vil yde vores bidrag til et konstruktivt samarbejde om at bekæmpe mobningen i skolen«.

Jeg opfordrer til, at alle vil tage erklæringens samarbejdsforpligtelse alvorligt.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF