Debat

Hvad får jeg for det

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nye krav til skolen og dens lærere formuleres i aviserne næsten hver eneste dag, og presset er stort på ansvarlige lærere, der ønsker at engagere sig. Kan vi ikke snart få ro til at passe vores arbejde, spørger en og anden lærer sin kollega på jobbet eller ægtefællen over middagsbordet. Men der er intet, der tyder på, at det går over. Borgerne stiller stadig nye krav til skoler, daginstitutioner og hospitaler. Og når lærere har lagt den professionelle kasket, optræder de også som borgere med krav til kommune, amt og stat om at levere god kvalitet.

For nylig, da CVU Storkøbenhavn bad lærere deltage i et interview i forbindelse med et udviklingsprojekt, reagerede nogle af dem med at spørge: »Hvad får vi for det?« Ja, hvordan får man som lærer gavn af at dele viden og erfaringer med kolleger eller forskere, som søger at sprede ny viden om den bedste praksis?

Ny viden produceres ikke alene ved skrivebordet. Udviklere og forskere må kontinuerligt møde lærerne og skolen. Det kræver samarbejdsvilje lidt på samme måde som når elever i skolen og lærerstuderende bevæger sig uden for skolens og seminariets mure i deres afdækning af virkeligheden. Kontakten til omverdenen kræver både præcision og ydmyghed. Man skal have gjort sit ­hjemmearbejde og udtænkt sine spørgsmål præcist. Elever skal ikke bare ringe til en virksomhed eller borgmester og stille upræcise spørgsmål. På tilsvarende måde skal studerende og forskere være ordentligt forberedt, inden de ulejliger skolens lærere eller ledelse. Men når det er opfyldt, er det til gengæld en fælles opgave for alle deltagere at være med til at dele de gode erfaringer.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

En lærer forventer ikke, at den lokale forretningsindehaver skal betales for at blive interviewet af elever, der er i gang med projektopgaven, og lærere skal på tilsvarende måde være klar til at deltage i udviklingsprojekter, der søger at dele den gode praksis, uden straks at kræve betaling. Hvis undersøgelsen er ordentligt tilrettelagt, så er svaret på spørgsmålet om, hvad jeg får for det, at man får en ordentlig tilbagemelding fra de forskere, som søger at gøre os klogere på den gode praksis eller foreslår strategier til at imødekomme vanskelighederne med at løse de mange opgaver i dagens skole.