Jeg foreslår i min redegørelse om pædagog- og læreruddannelsen, at håndarbejde, sløjd, hjemkundskab og billedkunst i fremtiden tilsammen udgør et praktisk/kreativt fagområde, hvorfra den studerende kan vælge to af fagene som sit fjerde linjefag. Det har jeg gjort for at skabe plads til at styrke de centrale linjefag dansk og matematik, som er grundskolens absolut største og bærende fag.

Det er ikke med glæde, at jeg foreslår at mindske tyngden i de praktiske/kreative linjefag. Disse fag er vigtige. Men dansk og matematik er fagområder, som er fundamentale forstået på den måde, at de er af afgørende betydning for elevernes evne til at lære noget i mange andre fag i folkeskolen og for at begå sig i samfundet i det hele taget.

Astrid Schjødt Pedersen skriver i Folkeskolen nummer 14, at opprioriteringen af dansk og matematik er udtryk for »en kortsigtet ideologisk prioritering af fagene«. Jeg synes, hun skal spørge unge og voksne, som i dag står uden brugbare læsefærdigheder, om en styrkelse af linjefaget dansk og dermed danskfaget i hele folkeskolen er udtryk for »en kortsigtet ideologisk prioritering«.

På grund af manglende læse- og skrivefærdigheder er mange mennesker i tidens løb ikke kommet videre i uddannelsessystemet og er i dag meget lidt mobile på arbejdsmarkedet, da de har svært ved at sætte sig ind i nyt stof og nye arbejdsopgaver. Men det er åbenbart udtryk for en »forkert ideologi« at ønske dette problem løst i fremtiden. I så fald er jeg glad for ikke at have samme ideologi som Astrid Schjødt Pedersen.