Det lykkedes ikke for Ulla Tørnæs sidste år, da hun ændrede folkeskoleloven, men nu forsøger hun igen. Det står i redegørelsen om pædagog- og læreruddannelsen side 23, anden spalte forneden, solidt støbt i ministerielt beton­sprog: »Mulighed for supplering af dansk/valgt aktivitets- og kulturfag til højere niveau bl.a. mhp. undervisningskompetence i folkeskolens yngste klasser«. Med andre ord: Pædagogerne skal som en slags moderne småbørnslærer­inder sniges ind i skolen.

Særkendet ved pædagogen er, at hun er uddannet til at arbejde med det enkelte menneske. Uanset om det drejer sig om sunde eller skæve børn, voksne eller misbrugere, er pædagogens kernekompetence at kunne styrke individets udvikling og livskvalitet. Feltet er bredt og generelt.

Mens læreruddannelsen retter sig direkte mod arbejdet i folkeskolen, skal pædagogen så at sige kunne følge mennesket fra vugge til krukke. Pædagogen uddannes ikke til at kunne gennemføre faglig undervisning. Didaktikken hører til i læreruddannelsen. Nu skal den pædagogstuderende kunne tilvælge mere dansk eller for eksempel mere naturfag. Men lidt mere dansk gør ikke en pædagog til en fagligt kompetent underviser i begynderlæsning. Og lidt mere træning i at færdes i naturen og at tænde bål gør hende ikke fagligt kompetent til at undervise i folkeskolens naturfag.

Hovedvægten i de ønskede ændringer er »faglighed og øget fleksibilitet«, siger Tørnæs. Måske kan det give mere fleksibilitet. Mere faglighed i skolen giver det i hvert fald ikke.

-th

Læs netnyhederne