Slaget om annoncemarkedet

Lærernes fagblad dominerer stadig, når skolerne søger nye medarbejdere

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Økonomien er for tiden presset overalt i samfundet, og en af følgevirkningerne er nedgang i annonceindtægter i alle medier, også Folkeskolen. Men den gode nyhed er, at lærernes fagblad fortsat er det foretrukne sted, når kommuner og skoler søger nye medarbejdere. 97 procent af arbejdsgiverne slår således stillingen op i Folkeskolen. Nogle af kommunerne - 76 procent - slår den desuden op på kommunens hjemmeside, mens 55 procent også henvender sig til dagbladene og 18 procent til distriktsbladene.

Det viser en ny undersøgelse blandt skoleforvaltningerne i danske kommuner'. Undersøgelsen er foretaget af Stibo Media, der står for annoncerne i blandt andet dette blad.

Årsagen til, at skoler og kommuner foretrækker Folkeskolen, er, at stillingsannoncerne heri simpelt hen giver flere ansøgere og bedre ansøgere end i andre medier, også internettet, der dog på sin side giver flere og bedre ansøgere end dagbladene. Distriktsbladene er ifølge undersøgelsen tæt på at være spild af penge.

'Der kommer markant flere ansøgere, når stillingen har været slået op i fagbladet, og det betyder meget for skolelederne', siger key account manager i Stibo Media, Jesper Højmose, der står bag undersøgelsen.

Internettet har ikke slået fagbladet ud

'I mange andre brancher vil man hellere have få, men velkvalificerede ansøgere, men sådan er det ikke på skolerne. De får alt for få ansøgere og vil gerne have nogle flere at vælge imellem'.

Det er også baggrunden for, at fagbladet ikke er blevet slået ud af jobannoncer på internettet, mener Jesper Højmose. Det har mange ellers spået, men undersøgelsen viser overraskende, at kommunerne og skolerne stort set ikke bruger selv en veletableret jobbase som StepStone. Kun Søndagsavisens OfiR Job har en vis interesse for kommuner, der er på jagt efter lærere.

Den mest almindelige måde, kommunerne bruger internettet på, er at slå stillingen op på kommunens egen hjemmeside, parallelt med at den bliver slået op i Folkeskolen. En stillingsannonce i Folkeskolen giver desuden automatisk en annonce på www.folkeskolen.dk Undersøgelsen er et led i Stibo Medias produktudvikling, som har stået på i tre år nu, og som blandt andet også indbefatter seminarer for kommunerne i, hvordan man udarbejder bedre stillingsannoncer, så de giver flere ansøgere, og såkaldt kandidatgaranti, der betyder, at hvis annoncen i Folkeskolen ikke giver ansøgere, bliver den genopslået gratis.

Desuden giver Stibo Media telefonrådgivning i, hvordan man laver en mere spændende udformning af annoncen.

'Folkeskolen er markedspladsen for lærerstillinger i dag, men den bliver som enhver anden markedsplads angrebet fra alle sider, så derfor kræver det en indsats at bevare markedspladsen, og derfor arrangerer vi de her aktiviteter', siger Jesper Højmose.

Det rystede lægernes og sygeplejerskernes fagblade, da de sidste år mistede stillingsannoncerne, idet Amtsrådsforeningen oprettede en jobportal, som stillinger inden for sundhedsområdet nu skulle opslås i.

Svaghederne ved internettet viser sig nu

Men svaghederne ved udelukkende at søge medarbejdere over internettet begynder nu at vise sig, siger Jesper Højmose.

'Vi ved, at antallet af ansøgere er faldet markant', siger han. 'For eksempel har de på Silkeborg Sygehus været ude at sige, at de simpelt hen ikke kan bruge portalen til noget, fordi de ingen ansøgninger får længere'.

'Og et amt har meldt ud, at det har fået færre uopfordrede ansøgninger til lægestillinger, fordi amtet simpelt hen ikke er synligt mere'.

'Når du er i et fagblad, så er du mere synlig. De, der ikke søger noget lige nu, ser det også. De vil skrive en uopfordret ansøgning til en arbejdsgiver, de kender, har set og følt sig tiltrukket af'.

På en portal ligner alle job hinanden, påpeger Jesper Højmose. Det står som regel bare i rå tekst, mens bladmediet giver muligheden for at spille på grafiske effekter og derved gøre stillingen og arbejdspladsen synlig.

'Gennem portalen får du kun de ansøgere, der går direkte ind for at søge et job. I bladet får du dem, som egentlig ikke havde tænkt sig at søge, men som bliver fanget af en annonce, og som tænker, det ser spændende ud. Det giver de bedste ansøgere', siger Jesper Højmose.

Samtlige kommuner modtog spørgeskemaerne, og omtrent en tredjedel svarede på dem. Desuden er en række skoleledere blevet interviewet.

jvolsen@dlf.org