Uanset at formand Anders Bondo Christensen vurderer dele af Poul Erik Dyreborgs ordvalg i Folkeskolen nummer 13 til at være uartigt, så finder de fleste det alligevel befriende, at diskussionen om Bruxelles-kontorets fremtid stadig kan føres, som formanden indleder med at skrive. Hovedstyrelsesdiskussionen er stadig hemmelig, men hemmeligt er det ikke, at tre medlemmer gik imod en genbesættelse af kontoret. Selve hovedpersonen i EU-hovedstaden er stadig tavs som graven. Ingen oplysninger til medlemmer, der bekræfter den 'store gavn', formanden og hovedstyrelsesflertallet finder, at repræsentationen har for foreningen. Selv har jeg bestemt ikke været fintfølende i min kritik af den fortsatte indsats, men om mine EU-antenner er helt ude af trit med virkeligheden, er der ikke givet noget svar på. Derfor vil jeg uartigt fastholde den bramfri tone ved at gentage, at indsatsen i Bruxelles ser ud til at være en månedlig rapportering i form af nyhedsbrev til det kontor af DLF, der forventes at have en politisk vågenhed vedrørende initiativerne fra EU. Hvorfor er det bare, at medlemmerne ikke må få noget at vide om, hvilke rammer for foreningens arbejde EU fastlægger? Det er da uartigt!

Torben Thomsen

Aars

Svar

EU fastlægger ikke rammerne for foreningens arbejde. Det gør vi selv. Eksempelvis er det os selv, der bestemmer, om vi sammen med de øvrige lærerorganisationer vil være repræsenteret i EU.

Klare Mål, presset for øget dokumentation, kontrol af uddannelsessystemerne, ønsket om korte effektive forløb (presset på 10. klasse) er eksempler på udviklingstendenser, hvor EU og OECD har været med til at lægge sporene. Påvirkningen af det danske uddannelsessystem sker gennem den såkaldte åbne koordineringsmetode. Vil vi have mulighed for indflydelse på udviklingen, er det efter min mening helt nødvendigt, at vi giver vores besyv med allerede i udviklingsfasen af EU- og OECD-programmerne. Det har vi en meget bedre mulighed for ved at være direkte repræsenteret i Bruxelles.

Er det nu så underligt

Tophistorierne i undervisningsverdenen i begyndelsen af sidste uge var, at et rekordstort antal unge mennesker er søgt ind på de gymnasiale uddannelser.

Senere på ugen blev det fulgt op med, at også de andre skoleformer har fået flere elever. Alt i alt en god udvikling - for de enkelte unge mennesker og for samfundet som helhed.

Men - hvorfor nu denne fremgang?

Den nye skolelov af 1993 blev sat i søen august 1994.

Hen over årene er der blevet sagt meget ondt om denne lov, men sådan rent faktuelt kan man vel ikke udtale sig med vægt, før de første unge mennesker, som kun er blevet undervist efter denne lov, er kommet ud af folkeskolen.

Og hvornår sker det?

Jo - I har nok regnet det ud - det sker netop til sommer i år.

Så hvorfor denne overraskelse.

Denne lov bliver misundt verden over - altså blandt de mennesker, som kender den og forstår dybden af den.

Jeg var på et matematikkursus for nogle år siden. Her var en dansk konsulent til stede, som havde været sammen med andre konsulenter fra Europa - blandt andre en spansk matematikkonsulent. Spaniolen spurgte, om det virkelig var sandt, at Danmark havde denne folkeskolelov, som han havde hørt om. Danskeren kunne bekræfte - og den spanske konsulents svar var, at en sådan lov ikke ville se dagens lys de første 30 år i Spanien.

Vi er altså i en førerposition på dette felt - som endelig viser den succes, som den under ingen omstændigheder har kunnet vise før - så derfor overskriften: 'Er det nu så underligt?'

Carsten Friis Jensen

Kolt, Århus