'Jeg vil ikke snakke om det. Det skal bare være, som det plejer', svarede Michael, som gik i 8. klasse, sin matematiklærer. Hans storesøster var netop død af kræft efter længere tids sygdom. På skolen vidste de ikke, at hans søster havde været syg, før de fik besked om dødsfaldet.

Læreren fortalte mig om samtalen og fortsatte: 'Jeg kunne ikke rigtig få drengen 'lukket op', jeg kunne ikke nå ind til ham. Jeg prøvede at tale med ham om sorgen, men han svarede bare med enstavelsesord. Jeg sagde til ham, at jeg var ked af, at jeg havde skældt ham ud flere gange i de sidste måneder, fordi han ikke havde læst sine lektier. Så fortalte jeg ham, at han nok ville blive ked af det mange gange i løbet af det første år, for eksempel til jul og fødselsdage. Bagefter følte jeg, at jeg ikke var god nok til at klare sådan en samtale'.

Det er frustrerende for en lærer, når elever ikke vil tale om det.

Det er vigtigt, at elever i sorg og krise får omsorg, og at lærere oplever sig som nyttige støttepersoner.

Derfor er eleven tavs

En af de førende psykologer inden for krisepsykologi, Atle Dyregrov, påpeger følgende grunde til, at en elev ikke har lyst til at snakke om et dødsfald: Det hele er endnu så nyt og uvirkeligt. Eleven er i chok. Eleven har ikke noget sprog for det, han føler. Han har andre at tale med. Eleven har lige netop den dag ikke lyst til at tale om det. Det er for smertefuldt at tale om. Eleven føler skyld og forvirring. Eleven er bange for at blive drillet. Eleven er bange for ikke at blive hørt. Han tror, at hans følelser er 'forkerte'. Eleven har brug for tid til at opbygge tillid. Eleven vil være stærk for forældrenes skyld. Eleven er bange for at miste kontrollen.

Det kan læreren gøre

Læreren skal stille nogle andre forventninger til sig selv, nemlig at han ikke primært skal være sorghjælper, men være lærer. Han skal indstille sig på, at der er et barn, der sørger, i klassen. Her er der specielt fire vigtige relationer: lærerne, eleven, klassen og forældrene.

Den lærer, der først bliver bekendt med et dødsfald eller alvorlig sygdom, må straks indformere skolens ledelse og de øvrige lærere, og det skal eleven vide. Det skaber tryghed, at de voksne kender hans situation og kan tage hensyn. Lærerne bør tale sammen, så eleven får støtte, uden at alle vil 'lukke ham op'.

Læreren kan vise eleven forståelse for, at han kan være ukoncentreret i timerne og have svært ved at overkomme opgaver og lektier. Det er almindeligt, at man har svært ved at lære nyt, når tankerne er et andet sted, eller de kører rundt i hovedet på én. Læreren kan sige: 'Når du får det bedre, vil jeg gerne hjælpe dig, hvis du er kommet bagud med noget'. Og hvis han tilføjer: 'Lige nu kan du nok ikke forestille dig, at du nogensinde vil få det bedre. Der kan også godt gå lang tid, men lad os tales ved undervejs . . .', vil læreren blive det, som psykiateren Johan Cullberg kalder 'et vikarierende håb', altså at man tror på, at den sørgende vil få det bedre, og samtidig respekterer, at vedkommende ikke kan forestille sig det i øjeblikket. Klasselæreren kan tale med eleven om forholdet til kammeraterne, hvordan de skal informeres, ikke om de skal informeres. Man kan ikke undgå, at andre elever får at vide, hvad der er sket, og det vigtige er her, at læreren kan hjælpe eleven med at besvare spørgsmål. Derved får eleven den oplevelse, at han ikke er alene om at håndtere situationen. Læreren kan tale med eleven om hans eventuelle betænkeligheder ved at tage emnet op i klassen. Vil han være til stede og sige noget? Skal læreren fortælle det? Er der andre, som kan hjælpe med at fortælle, hvad der er sket, og med at besvare spørgsmål.

Klasselæreren kan vejlede klassen om, hvordan de bedst kan støtte deres kammerat. Elevens ønske kan være, at de skal opføre sig, som de plejer. De skal ikke undgå ham. Han har måske ikke lyst til, at de spørger om noget. Måske er der enkelte kammerater, han gerne vil tale med. Det vil være helt naturligt, at han kun ønsker at tale med nogle få. Måske vil han gerne fortælle, men på eget initiativ. Alt kan ikke være, som det plejer, men skolen kan være et fristed, hvor dagligdagens rutine kan være med til at give håb, i kraft af at tingene ikke er kaotiske dér. Læreren kan tale med klassen om, at eleven noget af tiden nok vil være stille eller ked af det, men at han også godt kan lave sjov som sædvanlig. Læreren kan lægge op til en generel samtale om, hvordan man gerne vil have det, hvis man i en time bliver ked af det. Læreren kan sige, at han vil vende tilbage og tale med eleven for eksempel hver uge eller hver fjortende dag for at høre, hvordan han befinder sig i timerne og i frikvartererne, og om han kan klare lektierne. Hvis der er alvorlig sygdom eller sket et dødsfald i et hjem, bekymrer elever sig ofte for, hvordan de har det derhjemme. Læreren kan derfor give eleven lov til at ringe hjem, hvis han får brug for det.

Læreren skal følge opmærksomt med

Læreren bør være opmærksom på, hvordan de andre elever bliver påvirket af meddelelsen. Det kan især berøre elever, der har et sygt familiemedlem, har mistet nogen i familien, eller hvis forældre lige er blevet skilt.

Læreren kan lægge op til en samtale om, hvad man kan være ked af, og hvad man kan være glad for. Mindre elever vil gerne lave tegninger om at være ked at det og at være glad. Der kan eventuelt læses en historie, der sporer ind på emnet. Der er gjort gode erfaringer med, at hele klassen arbejder med emnet sorg og omsorg, når en elev har mistet.

Læreren kan tage kontakt til forældrene for at sige, at han er opmærksom på eleven og vil tage hensyn til ham, og at han løbende vil orientere forældrene om, hvordan han har det. Læreren kan besøge hjemmet. Det sætter de fleste forældre stor pris på.

Erfaringerne viser, at børn og unge i familier, der har mistet, ofte vil prøve at skjule, hvordan de har det, for at skåne deres forældre. Derfor fortæller de måske ikke forældrene, at de har svært ved at være til stede i skolen. Nogle børn bliver meget flittige i skolen for at hjælpe deres forældre og for selv at blive set og værdsat. De prøver at være stærke for at undgå totalt kaos i familien. Følgen kan blive en ubearbejdet sorg, der kan give alvorlige psykiske problemer. Et samarbejde mellem hjem og skole kan aflaste eleven. Det skal være legalt at vise sin sorg, og det kan blive 'tilladt', ved at forældrene taler åbent med klasselæreren om det skete, mens eleven er til stede. Så behøver eleven ikke i loyalitet med familien at vise sig stærk eller holde på hemmeligheder.

Farvel- og goddag-temaer i sorgbearbejdelse

En grund til, at samtalen går i stå eller ikke rigtig kommer i gang, kan være, at fagfolk i mange år har talt meget om sorgens følelser. Mange tror derfor, at man kun kan hjælpe børn ved, at de giver udtryk for deres følelser. Førende børnepsykologer siger, at det er bedre at stille spørgsmål om, hvad der er sket, end om, hvad barnet føler. Samtaler om dødsfaldet og begravelsen kan vi kalde 'farvel-temaet'. Nyere terapeuter siger, at der er et andet vigtigt tema, et 'goddag-tema'. De foreslår, at man taler om alle de minder, barnet kan tage med sig fremover om afdøde, for eksempel hvad de har foretaget sig sammen, hvad afdøde gjorde for dem, hvad afdøde betød for dem, og hvad personen lærte dem og sagde om dem. Der er altså flere måder at hjælpe en elev på, end ved at han 'bliver lukket op'. Læreren kan således være en omsorgsfuld lærer for den tavse elev. Eleven lærer noget vigtigt om sorg og følelser, som forhåbentlig kan være beroligende for ham. Klassen kommer til at fungere som et støttende netværk. Er alt dette ikke en vigtig del af elevers dannelse, hvor skolen lærer dem noget for livet?

Anni Schwartz Hansen Socialrådgiver, familieterapeut, voksenunderviser og forfatter