Debat
Den genetablerede skole
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er da så vist en god og filantropisk idé med etablerede lektiecafeer at yde hjælp til skolens svage elever. Også selv om nogen måske kunne finde det påfaldende, at sådanne cafeer blomstrer, mens den professionelle hjælp i specialundervisningen visner. Og omend skam og skændsel måtte ramme enhver, der tænker ilde om det at yde hjælp til svage, kan den tanke næppe helt fordrives, om denne nye hjælpsomheds succes ikke netop bygger på dens prisbillighed. Men er der da noget galt i det? Ja, det er der faktisk noget galt i. Af omtalen i Folkeskolen nummer 11 fremgår, at der ved siden af lektiehjælpen skal foregå selvstændig læring med arbejder i læringsprojekter. Lektiehjælp i sig selv er jo nok også i længden for sølle. Og med folkeskolelovens fremhævelse af gruppeopbyggede projektarbejder må cafelivet hermed anses for en betragtelig forlængelse af den almindelige skoledag. Det er selvfølgelig også i orden, hvis man ikke lige gør et stort nummer ud af, at den undervisning, der i skoledagens løb koster lærerlønninger, i cafeen kan afvikles med frivillig (næsten eller helt uhonoreret) arbejdskraft leveret af andre elever, forældre, bedste- eller oldeforældre. Hvis ikke der her ligger en deklassering af det almindelige lærerarbejde, indeholder initiativet måske en overraskende nyvurdering af de hidtil så værdsatte projektarbejder. Måske kan en sådan nyvurdering bruges til at genetablere respekten for den fagmættede, lærerdocerende klasseundervisning leveret af professionelle læreruddannede og med drift mod den delte folkeskole i tilgift. Projektarbejder kan herefter forlægges til cafelivets hyggestunder tilsat lidt billig opsyn.
Vagn Madsen
Brønderslev