Billedkunst

Jeg har et museum

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Kirsten Møller og Jens Peter Munk (redaktion)

124 sider, 150 kroner

Dansklærerforeningen

Bogen er på én gang en rapport om et projekt, der har forløbet over et skoleår, og samtidig et vedkommende og væsentligt indlæg i ikke mindre end to debatter. Den ene gælder samspillet mellem billedkunst, skole og kunstinstitution, mens den anden ligefremt og fordomsfrit tager fat på nogle visioner for integration gennem undervisning, oplevelse og erfaring. Et aspekt, der har gjort, at projektet har fået støtte gennem EU's Pegasus-foundation. Som det tredje element rummer bogen en klar og bevidst introduktion til at gøre billedkunst og dansk vedkommende gennem nærvær, dialog og arbejdsfællesskab. Derved udspiller den sig i spændingsfeltet mellem billedkunstlæreren og museumsformidleren, et område, der diskuteres en del, men kun sjældent er belyst. Blandt de bærende ideer for projektet, der spændte fra 1. til 8. klasse fra forskellige skoler, herunder en billedskole, har været at skabe identifikation mellem de enkelte børn og museerne. Statens Museum for Kunst, Den Hirschsprungske Samling og Louisiana. Arbejdsformen kan sagtens overføres til et hvilket som helst museum. Gennem enkle tematiseringer, hvori begrebet 'hjem' stod centralt, beskrives i bogen - ved hjælp af korte artikler og udvalgte illustrationer - helt konkret, hvordan den enkelte lærer og museumsformidler valgte at gribe deres forløb an. Det er der kommet en nærværende og vedkommende bog ud af med høj inspirationsværdi, uanset om platformen er pædagogisk eller kunstnerisk.

Lisbeth Tolstrup