Anders Bondo Christensen har givet startskuddet til en debat om en ny arbejdstidsaftale. Han ønsker en enklere model med afskaffelse af den minutiøse optælling. Den minder meget om den ordning, der gjaldt før 1993. En sådan ordning er jeg sikker på, at vore arbejdsgivere kan bifalde, men vel at mærke på et langt lavere niveau end dengang.

For ti år siden underviste vi 24,43 lektioner ugentligt, nogle færre grundet reduktion for rettearbejde, klasselærerfunktion i 7.-10. klasse, kursusdeltagelse og specialundervisning. Reelt lå timetallet omkring 24, da det var en del af systemet, at aflysninger (for eksempel afkortede dage før ferier) i modsætning til nu ikke blev modregnet.

Nu har jeg i gennemsnit 25 lektioner, samtidigt med at mængden af opgaver er vokset betragteligt.

Tilsyn med faglokaler lå dengang uden for aftalen. Det tæller for mit vedkommende nu 65 timer.

Endvidere har vi fået tre feriefridage, som er indregnet med 22 timer. Alt i alt har jeg altså en ugentlig lektion plus 87 timer samt lidt fra småtingsafdelingen ekstra, i forhold til hvad jeg burde have, set i forhold til ordningen fra før 1993. Hvortil kommer den kraftigt forøgede tid til teamsamarbejdet. Et rimeligt timetal nu ville have været 20-22 lektioner.

Jeg har som mange andre afskyet det utrolige tælleri. Men med indgåelse af akkorder og timerammer er det blevet stærkt begrænset. På de fleste skoler er det kun i forbindelse med planlægningen af skoleåret, der for alvor skal tælles. Sikkerheden i den nuværende arbejdstidsmodel ligger i, at når der skal skæres ned, skal der også peges på, hvor det skal ske. Det bliver umuligt, hvis det meste, som foreslået af formanden, skal ligge i én stor pulje. Men en revidering af arbejdstidsaftalen skal rette op på den helt afgørende skavank, nemlig den manglende sammenhæng mellem undervisningstid og individuel forberedelsestid. Og vel at mærke på en sådan måde, at vi igen får mindst de 32 minutter per lektion, som UFØ-aftalen indeholdt.

Finn Sørensen

Allingåbro