Debat
Topstyret inddragelse
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Èn af de problemstillinger, udviklingsprojektet skal beskæftige sig med, er kommunikationen mellem alle led i foreningen. Indlægget 'Topstyret udviklingsprojekt' i Folkeskolen nummer 14 er et godt eksempel på, hvor nødvendig den diskussion er. Jørgen Alfastsen, Ballerup, efterlyser en forklaring på, hvorfor jeg som formand for udviklingsprojektet på hovedstyrelsesmødet kunne argumentere imod, at almindelige medlemmer skulle repræsenteres i følgegruppen.
Hvis baggrunden var som beskrevet, ville jeg også synes, det var en ødelæggende holdning, men jeg har i oplægget til formandskabet, forretningsudvalget og hovedstyrelsen tværtimod argumenteret ud fra, at det er afgørende for, om projektet kan føre nogen vegne, at vi inddrager medlemmerne i en grad, der rækker langt ud over det, en repræsentation i følgegruppen kan tilgodese. Og medlemmerne er både dem, der er positive over for foreningen, og dem, der ser sig selv i et modsætningsforhold. Vi har ikke brug for et projekt, der i ét og alt bekræfter foreningen, ligesom vi heller ikke kan nøjes med at diskutere med de medlemmer, der er utilfredse.
Der er altså ikke tale om, at de almindelige medlemmer 'må nøjes med at være interviewofre'.
Det, jeg mente med at sige, at jeg ikke synes, det er en god idé at sætte almindelige medlemmer ind som 'gidsler' i følgegruppen, er blandt andet problemet med at definere almindelige medlemmer og det forhold, at det kunne legitimere, at vi så har hørt medlemmerne. Ordet 'gidsler' skal ikke tages så bogstaveligt.
'Følgegruppens opgave er at være rådgivende, reflekterende og nuancerende i forhold til de øvrige interessenter i projektet og i forhold til den eksterne bistand'.
I udviklingsprojektet er foreningens medlemmer de vigtigste interessenter.
Kredsrepræsentanterne og hovedstyrelsesmedlemmerne i følgegruppen vil blive inddraget i, hvordan vi sikrer dialogen med medlemmerne i bred forstand. Det ér vigtigt, at det sker.
Der er altså ikke lagt op til et topstyret udviklingsprojekt, men et projekt, der i sit udgangspunkt inddrager alle, der vil være med til at diskutere foreningens opgaver og den måde, vi bedst løser dem på.
Astrid Schjødt Pedersen
formand for udviklingsprojektet