'Massage i frikvarteret' var overskriften på en artikel i Folkeskolen nummer 13.

Flot idé, og som professionel uddannet massør læser jeg selvfølgelig straks artiklen og bliver, som så ofte før ved læsning af mit fagblad, skuffet over bladets manglende faglige bevidsthed. Hvad dækker 'amatørmassør' og 'kurser i forskellige massageteknikker i Danmark og Indien' over? Det kan godt være, at alt er i orden, men som regel dækker disse udtryksformer over noget fagligt set mindre lødigt. Noget, som et fagligt blad i al fald bør forholde sig til.

Minimumskrav til en massør bør være dokumenteret grundigt kendskab til anatomi, kendskab til, hvor og hvornår der må masseres og, ikke mindst, det modsatte! Og så selvfølgelig 'nogle gode hænder'. Dokumentationen kan være gennem en kontrolleret prøveaflæggelse i et beskrevet pensum. Så har folk noget at forholde sig til, og så skal forsikringsforholdene være i orden.

Jeg ved ikke, hvordan læreren/massøren på Magleblikskolen selv er forsikret, når han på arbejde masserer i fritiden. Men hvad med klienten/kollegaen (eller er det omvendt), som bliver masseret i fritiden på arbejdet?

Jeg har sæde i hovedbestyrelsen for Landsforeningen Danske Lægeeksaminerede Massører, LDLM. Vore medlemmer, heltids- såvel som deltidsbeskæftigede, er dækket af en kollektiv ansvarsforsikring på fem og to millioner for henholdsvis person- og tingskade hos klienterne. Mindre kan ikke gøre det!

Andre massørsammenslutninger kan have lignende forhold, så går man på andre skoler med samme fremragende idé, vil jeg opfordre til, at man undersøger de lokale forhold, så i al fald læreren/klienten er sikret.

Ole Gottliebsen

lærer og massør, Århus