I Folkeskolen nummer 14 advarer du mig mod en række skræddere, der vil forsøge at sælge mig et stykke usynligt tøj i form af en helhedsskole.

Nu har det aldrig ligget til mig at købe en vare ubeset, og da slet ikke tøj. Derfor kan jeg berolige dig med, at ingen skræddere vil have en chance i helvede for at prakke mig et eller andet fupnummer på ærmet.

Når det er sagt, vil jeg med det samme understrege, at jeg ikke ser så pessimistisk på diskussionen om helhedsskolen, som du gør. De meldinger, jeg får fra kommunerne, pædagogiske forskere og forældrerepræsentanter, ser jeg som et udtryk for en række velmenende tanker fra folk, der interesserer sig for skolen. Men det er klart, at deres motiver og interesser er meget forskellige.

Men at gøre samtlige kommunalpolitikere til Joakim von And, pædagogiske forskere til planøkonomiske fantaster og forældrene til anstaltstilhængere, der kun vil gøre brug af skolens service, er nok at male sig selv op i et hjørne, hvor svaret på fremtidens udfordringer for folkeskolen kun kan blive defensivt.

Folkeskolen er vel nok den mest tydelige ideologiske kampplads i dag. Alle har en mening om skolen, og alle vil gerne monopolisere sandheden. Men hvis vi foregøgler os selv, at der kun er en sandhed om skolen, så tror jeg ikke, vi kommer så meget længere. Folkeskolen vil fremover blive genstand for endnu større politisk interesse, end vi har oplevet hidtil. Derfor er vi nødt til at diskutere, hvilket værdigrundlag skolen skal bygge på, men også i hvilken retning den skal udvikle sig. Og i den diskussion er det vigtigt, at alle, der har aktier i skolen - undskyld udtrykket, jeg vil ikke reducere skolen til en virksomhed - kommer med deres bidrag.

Men selvfølgelig må folkeskolen aldrig blive genstand for økonomisk kassetænkning. Selvfølgelig skal børn ikke hele tiden være under kontrol. Selvfølgelig skal de ikke lære og lege efter faste planer. Selvfølgelig skal børnene mærke forskelligheden i verden. Selvfølgelig skal skolen ikke reduceres til hverken en læreanstalt, en servicestation eller en leverpostejsfabrik.

Derimod er målet med undervisningen i helhedsskolen at styrke elevernes lyst til at lære og fordybe sig og samtidig udvikle deres faglige, kulturelle, sociale og personlige kompetencer. Det er ikke nok, at børnene hver for sig tilegner sig en mængde viden. Børnene skal opleve samspillet mellem viden og sociale kompetencer og lære at bruge og respektere hinandens forskellige anlæg og evner. Udgangspunktet for udviklingsarbejderne må være både børnenes og familiernes behov og hverdag. Der må være tale om tilbud og hensyntagen til de forskellige måder, børnefamilierne har valgt at indrette sig på.

Ovenstående tror jeg, vi alle mere eller mindre er enige om. Fronterne bliver først trukket op i det øjeblik, vi begynder at diskutere, hvordan vi mere præcist skal handle. Men lad os nu først i åben dialog finde frem til, hvad helhedsskolen præcist skal og ikke skal. Og lad os ikke i forvejen male fanden på væggen.

Med venlig hilsen

Margrethe Vestager

undervisningsminister