Nu er du skrevet ind i skolen, Emma. Vi glæder os til at se dig igen til sommer'.

Med de ord lagde viceskoleinspektøren op til, at mødet på hans kontor var slut, da vi for et par år siden fik indskrevet vores ældste datter i folkeskolen. Det meste af det ti minutter lange møde gik med, at han og Emma snakkede om tegningerne i den mappe, han gav hende ved mødets start. Hun fik også en blyant, der med alle sine farver strålede om kap med hendes ansigt.

Med blyanten i hånden og mappen foran sig begyndte hun at føle sig som en skolepige. Hun nikkede bestemt, da viceskoleinspektøren sagde, at hun skulle farve tegningerne derhjemme, tegne én selv og så tage mappen med på første skoledag. Den opgave skulle hun nok løse.

Emma forstod vist ikke helt perspektivet i, at skolen vil gemme mappen, indtil hun går ud af 9. eller 10. klasse. Men for min kone og jeg var det et tydeligt signal om, at skolen tænker langsigtet. Det efterlod et godt indtryk.

Desværre blev vores næste indtryk knap så godt. For det passede bestemt ikke viceskoleinspektøren, at vi havde to - synes vi selv - beskedne ønsker til Emmas kommende klasse. Faktisk ville han helst undgå at snakke om det. I hvert fald måtte vi selv tage emnet op.

Emma gik i børnehave lige uden for skolens distrikt. Ud over hende var der kun én dreng, som skulle begynde på vores skole det år. Derfor syntes vi, det ville være rart, hvis de kunne komme i samme klasse.

'Det vil også være dejligt, hvis hun kommer til at gå i klasse med nogle børn fra kvarteret omkring os', sagde min kone uden at sætte navne på børnene.

Viceskoleinspektøren begyndte at flytte sin krop rundt i stolen, så min kone skyndte sig at minde ham om, at skolen på forhånd havde skrevet til os, at kammeratvalg er en af de retningslinier, klasserne sættes sammen efter.

Fuld forståelse

I brevet stod der også, at skolen ville forsøge at få klassernes sammensætning til at afspejle skolens distrikt. Og det var nok her, viceskoleinspektøren følte, at vi gik til angreb. Han forsøgte sig med en forklaring om, at det mere er forældrenes end børnenes behov, at klassekammeraterne bor lige i nærheden.

Vi havde fuld forståelse for, at skolen ville blande børnene, så de kom fra forskellige boligområder, familieforhold og sociale lag. Det var vi kun glade for. Emma skal gennem sin skolegang opleve, at ikke alle mennesker lever på samme måde som os. At ikke alle har ens vilkår. Det er en del af det at gå i en dansk folkeskole. Men derfor kunne hun vel godt få lov til at gå i klasse med bare et par stykker fra sit eget kvarter, så de kunne følges hjem fra skole. Vi bad ikke om, at alle fra klassen skulle bo på de samme få veje.

Viceskoleinspektøren må have vurderet, at vi mente det alvorligt, for han skrev trods alt vores ønsker ned. Men hans attitude sagde os, at han kun gjorde det for at tilfredsstille os, velvidende at skolen ikke kunne eller ville opfylde dem alligevel. Ikke det bedste indtryk at gå derfra med.

Vi fik dog opfyldt begge vores ønsker. Om det var tilfældigt eller ej, ved vi naturligvis ikke. Men vi ved, hvor vigtigt det er, at forældre får et godt indtryk af skolen fra starten. Derfor nytter det ikke, at en skole skriver ét til forældrene forud for indskrivningen og signalerer det modsatte til selve indskrivningen.-Henrik Stanek er freelancejournalist