I Folkeskolen nummer 12 er der i artiklen 'DLF lever sit eget liv' et interview med Niels Christian Sauer, hvor han kritiserer DLF for ikke at rette sig efter de ønsker, som medlemmerne gav udtryk for i medlemsundersøgelsen fra 1996. En kritik, jeg er ganske enig i.

Formanden for DLF Anni Herfort svarer i samme artikel, at Sauers anvendelse af medlemsundersøgelsen nærmer sig historieforfalskning. Og hun fortsætter: 'Undersøgelsen viste, at medlemmerne oplevede UØF-reglerne som den største negative forandring. De var for bureaukratiske og for ufleksible, og de hæmmede medlemmernes initiativ og kreativitet, og det har vi gået klart efter at ændre' (min kursivering).

Hvis den sidste sætning skal forstås således, at DLF siden 1996 er gået målrettet efter at få afskaffet UØF, så er det simpelthen ikke rigtigt!

Det er rigtigt, at da medlemmerne havde lært UØF at kende, så stemte de møget ned to gange i træk i 1995. Det var derfor, man foretog medlemsundersøgelsen i 1996.

Alligevel havde hovedstyrelsesflertallet ved Overenskomst 97 ingen problemer med at anbefale, at vi fortsatte med UØF, og der var heller intet, der antydede et opgør med UØF i det hovedstyrelsesoplæg, der blev sendt ud til medlemsdebat i august 1998 i forbindelse med opstilling af Overenskomst 99-krav. Der var heller ingen medlemmer, der i denne proces stillede krav om radikalt ændrede arbejdstidsregler. Tværtimod vedtog en fuldstændig enig kongres i november 1998, at forberedelsestiden skulle forsvares og tilpasses de øgede krav. Det er først i januar 1999, efter krav fra arbejdsgiverne om afskaffelse af UØF, at 400-timers-modellen kommer på bordet, og hvor hovedstyrelsen egenhændigt og overnight affejer hele grundlaget for medlemsdebat, medlemsengagement og mobilisering - uden at spørge et eneste medlem. Så når Anni påstår, at 'det har vi gået klart efter at ændre', så er det altså sket helt uden om medlemmerne.

Det er da et klokkeklart eksempel på, hvad Sauer kalder 'et svælg mellem det krav, medlemmerne udtrykker, og det krav, der faktisk kommer til forhandling'.

På kongressen i november 1999 efterlyste jeg og flere andre svar på 400-timer-modellens oprindelse. Men vi fik aldrig noget svar.

Så meget om fortiden.

For jeg vil også - ligesom formanden - hellere se fremad, og jeg synes faktisk, at den ny hovedstyrelse er begyndt arbejdet i en rimelig konstruktiv atmosfære, blandt andet med at forsøge at formulere arbejdsprogrammer for den kommende fireårsperiode i de enkelte udvalg.

Og ingen kan selvfølgelig være uenig i, at vi alle sammen - i hovedstyrelsen, kredsene og på skolerne - må arbejde på at udmønte de nu vedtagne regler bedst muligt for alle medlemmer.

Men overenskomstafstemningen har efterladt dybe kødsår i organisationen. Hvis de skal læges, kræver det også, at foreningens ledelse accepterer og forsøger at forstå, at andre opfattelser af fortiden ikke 'nærmer sig historieforfalskning'. Inden for det sidste år har vi haft to kanontætte overenskomstafstemninger, et meget snært formands- og næstformandsvalg og et hovedstyrelsesvalg, som viser, at der er klart forskellige holdninger i medlemsskaren.

Peter Hess-Nielsen

medlem af DLF's hovedstyrelse

Svar

Først til Peter Hess-Nielsen: Nej, det skal ikke forstås sådan, at 'DLF siden 1996 er gået målrettet efter at få afskaffet UØF'. Der er forskel på at ændre og på at afskaffe. Det skal forstås, sådan som det står, nemlig at vi gik målrettet efter at 'ændre' de regler, der tidligere gjorde det muligt at udmønte aftalen på en bureaukratisk og ufleksibel måde. Hvilket faktisk lykkedes ganske godt.

Til Niels Christian Sauer: Det er rigtigt, at Kommunernes Landsforening har talt med to tunger. Men nu er virkeligheden også gået op for dem. Og på Kommunernes Landsforenings delegeretmøde i forrige uge (omtalt i Folkeskolen nummer 13) blev vores forhandlingsresultat ikke ligefrem omtalt som værende udtryk for hverken venlighed eller svaghed. Tværtimod.

På delegeretmødet kritiserede en række kommunalpolitikere deres egne forhandlere og mente blandt andet, at 'vi har mødt modstandere, der er overlegne i forhandlingerne. Lærerne er klogere end os'. Hvilket fik Anker Boye til at sige, at 'lærerne er dygtige og kløgtige'. Det opfatter jeg som et skulderklap både til de centrale forhandlere og til kredsenes forhandlingsevner. Og det virker da umiddelbart også som et ganske godt udgangspunkt for, at et konstruktivt samarbejde i hovedstyrelsen fremover vil kunne læge sårene efter overenskomstafstemningerne.

Anni Herfort

formand for DLF