Der var tale om et gammeldags undervisningssystem, hvor eleverne blev opfattet som tomme tønder, der skulle fyldes viden i', fortæller seminarielektor Karl-Johan Stark fra Vordingborg Statsseminarium. Han genkendte skoletraditionen fra sine to års arbejde i Namibias undervisningsministerium, da Danida hyrede ham til projektet i Zambia som undervisningskonsulent.

'De studerende havde 14 fag i 39 skarpt adskilte ugentlige undervisningstimer, og når de var i stand til at repetere tilstrækkeligt ved en eksamen, var de færdiguddannede', siger Karl-Johan Stark.

'Det lykkedes at gøre dem til studerende. Når de skulle ud og undervise så hurtigt, så blev de klar over, at de måtte interessere sig for, hvordan det skulle gøres. Vi måtte lave en undervisning, hvor de studerende lærte selv at gribe ud efter det, de har brug for. De måtte og skulle være langt mere selvstændige og aktive i timerne på seminariet og føle et ansvar for både deres egen indlæring og for den undervisning, de skulle give landsbyens børn. De skulle lære selvstudium, gruppearbejde og så videre og lære at se seminarielæreren som en ressourceperson, de kunne trække på'.

I et afrikansk skolesystem, hvor nøgleordene respekt og disciplin bogstaveligt talt bliver tampet ind i enhver, der sidder på en skolebænk, var seminarielærerne dybt skeptiske over at lade de studerende bestemme mere.

'Jeg deltog i et radioprogram for hele regionen, hvor jeg skulle forklare systemet', siger Malindi Malinda, 'da en skoleinspektør ringede ind og spurgte, om vi virkelig turde slippe kontrollen i klasseværelset. Han var rædselsslagen'.

'I Namibia havde undervisningsministeriet udarbejdet et cirkulære, der hed 'Disciplin indefra'. Jeg fremlagde dokumentet i Zambia, da jeg diskuterede med seminarielærerne, om man kunne lære de studerende selv at sørge for disciplinen. Jeg brugte det billede, at man kan hive og slide i de studerende for at få dem til at gå en bestemt vej - eller man kan sørge for, at de studerende selv går den ønskede vej, fordi de ser, at de har brug for det', fortæller Stark.

Han mener, at nøglen til projektets succes har været et godt samarbejde med zambierne.

'Vi begyndte i ministeriet med nogle seminarer om principper for undervisning, hvor seminarielærere og universitetsfolk deltog. Sammen skrev vi et nyt pensum for læreruddannelsen. Dernæst fulgte læseplaner, og endelig gennemførte vi introduktionskurser på de enkelte seminarier'.

Hvad er det vigtigste, et zambisk barn skal lære?

'De skal lære at tage initiativer, at sætte noget i gang i stedet for at sidde og vente på, at nogen gør noget. De skal lære at være frimodige, at stå ved det, de ved'.

Malinda supplerer: 'Folk er fattige heromkring. Alle forsøg på selv at gøre noget skal støttes. Hvis børnene lærer i skolen, at det er godt selv at tage initiativer, også til at blive klogere, så kan det blive en stor hjælp'.

'Udstationeringen af de studerende har især haft stor betydning for de kvindelige studerende'.

'Først var de rædselsslagne ved tanken om, at de skulle ud i landsbyerne. Der er mange overgreb på unge kvinder i Zambia, og de bad om at få mandlige studerende med. Men to grupper tog alligevel af sted uden mænd. De lavede til gengæld en aftale med landsbyen om, at den skulle sørge for deres sikkerhed - og det gjorde den. Det har nu ført til, at pigerne helst vil ud alene, og jeg kan mærke, at de bliver langt mere selvsikre end før. Det mest glædelige ved den udvikling er, at de dermed bliver bedre til at afvise usikker sex - eller sex, de slet ikke vil være med til. Dermed kan vi forhåbentlig også bidrage til, at færre får aids'.pt