Uden at foregribe evalueringen af projekt F2000 kan man slå fast, at det har været en succes. Der er gang i udviklingen af skolerne mange steder i landet. Folkeskolens image i offentligheden er væsentligt forbedret, og man er kommet nærmere realisering af lovens principper.

Hvad så derefter? Erfaringerne tyder på, at det er en god ide at have en overordnet og fælles udviklingsplan for hele skolen med deltagelse af lærere, kommuner og ministerium. Jeg foreslår, at vi satser på at løse folkeskolens største problem: Skolen producerer for mange tabere.

Sytten procent af de unge får ikke nogen uddannelse efter folkeskolen, og det skyldes blandt andet, at skolegangen har været en ubehagelig erfaring for disse elever. Læseundersøgelserne har vist, at Danmark har en relativt stor gruppe meget dårlige læsere blandt eleverne. Mere end en fjerdedel af eleverne føler sig udsat for mobning på et eller andet tidspunkt i løbet af deres skoletid.

Indtil for få årtier siden var det ikke så tosset, at skolen sorterede eleverne på denne måde. Da havde vi et klasse- og lagdelt samfund, og der var brug for mange ufaglærte. I dag er det et samfundsmæssigt problem, at resterne af denne sortering stadig fungerer. Vi har kun brug for meget få ufaglærte i fremtiden, og også de ufaglærte skal helst have lyst til at uddanne og udvikle sig videre.

Jamen, er det overhovedet muligt at undgå, at nogle af eleverne lider nederlag og kun får et beskedent udbytte af deres skolegang, vil skeptikere sikkert spørge. Naturligvis er det det. For 50 år siden ville mange have anset det for helt umuligt, at 50 procent af de unge kunne gennemføre en gymnasial uddannelse, og det går som bekendt uden større problemer.

Lad mig pege på nogle redskaber, vi kan bruge: Fra udenlandske eksperimenter med den såkaldte mastery learning ved man, at hvis man sørger for, at alle elever er 'med', inden man går videre med nyt fagligt stof, kan man få næsten alle elever op på mindst det nuværende gennemsnitsniveau. Vel at mærke uden at hæmme andre elever.

Forklaringen er, at mange elever i dag mangler de nødvendige faglige forudsætninger for det, de bliver præsenteret for. De kommer derved let ind i en ond cirkel, hvor de gradvis bliver dårligere og dårligere i forhold til de øvrige elever. Hvis man ved hjælp af uformelle småtest og anden form for tæt kontakt med den enkelte elev tjekker, at alle er med, inden man går videre, kan man stort set forhindre disse onde cirkler i at gå i gang.

Et andet vigtigt redskab er at søge at udnytte alle elevers forskellige intellektuelle potentialer. Mennesker er forskellige med hensyn til intellektuel profil og stil, og der er store muligheder i at opdyrke andre tilgange end de sproglige og matematiske.

Selvfølgelig kan skolen ikke løse dette problem uden forældrenes opbakning. Men jeg tror, at bevidstheden om, at man er ilde stedt i fremtiden uden en uddannelse, er ved at brede sig i befolkningen. Man kan håbe, at de allerfleste forældre i fremtiden vil yde aktiv opbakning til, at deres børn skal klare sig godt i folkeskolen.

Det er ikke noget urealistisk mål at udvikle en skole uden tabere.

Per Fibæk Laursen er lektor i didaktik ved Københavns Universitet