Et skridt på vejen

Trods store mangler er kommende lovforslag om elevers arbejdsmiljø et skridt i den rigtige retning

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Det bedste er, at elevernes arbejdsmiljø nu kommer på dagsordenen og prioriteres, men det dårlige er, at det ikke sker under Arbejdsministeriet og med Arbejdstilsynet som tilsynsmyndighed'.

Det er den umiddelbare kommentar fra Henrik Billehøj, formand for arbejdsmiljøgruppen under Organisationsudvalget, til det udkast til lovforslag om elevers og studerendes undervisningsmiljø, som netop nu ligger til høring i Danmarks Lærerforening. Fristen for høringssvaret er 25. april.

Forslaget kommer fra Undervisningsministeriet, hvor elevers og studerendes arbejdsmiljø fremover skal høre under. Undervisningsministeren vil oprette et Dansk Center for Undervisningsmiljø, der skal sikre elevers og studerendes arbejdsmiljø samt yde vejledning og rådgivning.

DLF skriver i høringssvaret, at man gerne vil præcisere, at reglerne for elevernes arbejdsmiljø burde høre under Arbejdsministeriet, sådan at administrationen af reglerne hørte under Arbejdstilsynet. Begrundelsen er, at hele begrebsapparatet, der anvendes i udkastet til lovforslag, er nært knyttet til de begreber, der bruges i arbejdsmiljøloven.

Desuden er eleverne allerede omfattet af arbejdsmiljøloven, når det gælder det udvidede område. Det vil sige, når de arbejder med maskiner og farlige stoffer i skolen blandt andet under sløjd og fysik/kemi. Inden for de seneste år er der udkommet to meddelelser med regelsæt fra Arbejdstilsynet (At-meddelelser) om disse emner. Udviklingen af de regler, der beskrives i de to meddelelser, er netop flyttet fra Undervisningsministeriet til Arbejdsministeriet. Derfor vil det også været naturligt, at resten af elevernes undervisningsmiljø hører under Arbejdsministeriet.

Desuden mener DLF, at Arbejdstilsynet er den naturlige tilsynsmyndighed, og fremhæver, at tilsynet i øvrigt er vant til at færdes på skolerne.

'Det er utilfredsstillende, at man ikke umiddelbart kan overføre de allerede kendte regler til elever og studerende. Der er for meget varm luft i det kommende lovforslag om undervisningsmiljø, og det gør det mindre konkret, end arbejdsmiljøloven er', siger Henrik Billehøj.

I høringssvaret understreger Lærerforeningen et ønske om, at der i lovforslaget medtages et fastlagt tidspunkt for en evaluering af loven.

Man er heller ikke tilfreds med, at loven om undervisningsmiljø kun vil gøre elever fra 7. klasse og opefter valgbare som miljørepræsentanter. Forsøg i nogle kommuner om at inddrage eleverne i arbejdsmiljøarbejdet har vist, at det i høj grad er eleverne på de yngre klassetrin, der viser den største interesse for skolens arbejdsmiljø. Og set ud fra en demokratisk synsvinkel om at inddrage eleverne vil det også være bedre, at eleverne kommer med i arbejdet tidligere.

DLF skriver desuden i høringssvaret, at det virker kunstigt, at der fremover skal udarbejdes to selvstændige vurderinger af skolens arbejdsmiljø. Sikkerhedsorganisationen udarbejder en arbejdspladsvurdering (APV), og fremover skal eleverne så udarbejde en 'undervisningsmiljøvurdering'. Derfor foreslår man, at elevernes vurdering indgår i sikkerhedsorganisationens.