Da jeg påskeferiens første dag lå på sofaen og ventede på foråret, blev min opmærksomhed fanget af en melding i Radioavisen, som forklarede den danske befolkning, at børn lærte bedst at læse efter de meget anvendte 'Søren og Mette'-bøger fra 50'erne. Forklaret blev det nu, at omtalte system angreb læseindlæringen via korte, lydrette ord uden tanke for tekstens relevans. Om end fænomenet sjældent - om nogensinde - kan iagttages live, så indgik den berygtede so i en sø i 'Søren og Mette'-strategien. For min skyld kunne man såmænd gerne også have ladet Ib få en is i en si, for med ét går et lys op for børnene, og 'nu kan jeg læse'-smilet breder sig. Jeg har set det igen og igen. Glade bliver de, og motivationen er skabt. Turde det ikke være alle banaliteters moder, at man går fra det enkle til det sammensatte? Det syntes Kokborg/Rosenberg ikke - det senere desværre meget udbredte læsebogssystem. Her skal læsebegynderen minsandten konfronteres med fra første side en skov, hvor en solsort spiser en regnorm, mens en sommerfugl ser til, som om vi er ude i et ærinde, der handler om livsnær tekstsubstans og horisontudvidelse. Hvilket fejlgreb!

For to-tre år siden skrev jeg cirka det samme på dette sted og bad så mindeligt om for vore arme børns skyld at få soen og koen tilbage i søen hurtigst muligt. Når jeg nu træder i samme spor, skyldes det, at jeg har erfaret, at man stadig - i fjernere egne af landet - bruger det uanvendelige læsebogssystem. Tilbage med 'Søren og Mette'-filosofien. 'Ole Bole' - ved vi nu - fik vi grinet lovlig meget af. Blot kan man ønske, at ingen radiolyttere forledes til at tro, at årsagen til læsemiseren var entydig.

Men i øvrigt er der generelt ingen grund til at henfalde til uovervejet optimisme. Kan der måske ikke mageligt gå en del år, inden profeterne når frem til at erkende, hvilken fatal misforståelse det var at droppe skriveundervisningen? Og hvilket kolossalt tidsspilde, der ligger i ovendreven brug af de elektroniske sutteklude, som hærger skolerne, og som peger frem mod perspektivløs disharmoni og fordummelse? Man kan få sved på panden, hvis man kommer for skade at tænke frem i tiden, for den dag behøver ikke være fjern, hvor et ungt menneske får problemer med at skrive en hurtig besked ned på papir med blyant i genkendelig skrift og bogstavering. Upåagtet som rutinen og perfektionen er. Men vi er unægtelig oppe mod religiøse kræfter.

Efter dette herlige 'hvad sagde jeg'-indslag i Radioavisen denne palmelørdag holdt det op med at sne, og foråret brød igennem. Jeg gik ud med riven til solsorte og diset sol. Og tænkte på, at det ikke altid er tilrådeligt at være der, hvor det sner.

Else Baggesen

Hjørring