Debat
Slet ikke overbevist
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Anni Herfort, du gjorde sikkert dit bedste for at overbevise mig om, at den nye aftale er god nok. Jeg er bare slet ikke overbevist. Netop den forskel, der bliver for lærere, der rent faktisk er sammen med børn, og lærere, der sjældnere ser et barn, er helt afgørende for mit nej. Vores kongres gik ind for, at der ikke måtte tages af forberedelsestiden, og det er netop, hvad der sker. Kvaliteten dumper - for nu at bruge et slogan, du selv har været med til at bringe på banen.
Jeg har ledt efter et eksempel fra det virkelige lærerliv udregnet fra hovedstyrelsens ja-side. Dem plejer der da altid at være nogle af, så man kan se, hvordan det eventuelt vil komme til at se ud. Er I bange for, at alle skal få øje på, hvor forskellig aftalen vil falde ud for den enkelte?
Lisbet Olsen
Taars Skole
Svar
I dit sidste spørgsmål til mig, som jeg besvarede i Folkeskolen nummer 11, var du meget bekymret over sammenligningen mellem din egen og din mands arbejdstid. I mit svar påviste jeg, at hverken du eller din mand ville få mindre tid til forberedelse end i dag.
Nu er du generelt bekymret for kvaliteten i folkeskolen. Den bekymring deler jeg ikke med dig. Som jeg tidligere har skrevet, er det en svaghed ved aftalen, at lærere med et højt undervisningstimetal ikke automatisk får mere tid til forberedelse. Når jeg alligevel anbefaler resultatet, er det, dels fordi lærere med et højt undervisningstimetal normalt vil have mere lærersamarbejde og derfor skal have mere end de 125 timer, dels fordi der i aftalen er peget på, at der konkret kan afsættes mere tid både til den individuelle forberedelse og til den fælles forberedelse.
Når jeg ikke går i spidsen med regnestykker, men primært forholder mig til et gennemsnitligt timetal, er det ikke, fordi jeg ikke har eksempler, som forholder sig til det virkelige liv. Eventuelle regnestykker er én måde at anskue aftalen på, hvor der oven i købet er frit slag for at indbygge både de værst tænkelige og de bedst tænkelige forudsætninger. For mig at se skal aftaleresultatet vurderes som en helhed, hvori skal indgå både de pædagogiske, arbejdsmiljømæssige og forhandlingsmæssige muligheder i aftalen.
Anni Herfort Andersen
formand for DLF