Debat

Hvor går grænsen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ude på skolerne er debatten om overenskomstforslaget rigtig i gang. Ustandseligt bliver vi spurgt: 'Skal jeg undervise mere?' Formanden har udtalt, at det ligger ikke i aftalen. Andre har beregnet, at det kommer vi til. Flere gange har jeg hørt udtalelser som: 'Grænsen for, hvad en lærer kan komme til at undervise, er 750 timer ligesom nu'. Tydeligst er det udtrykt i overenskomstsærnummeret af Mikkel Michelsen: 'Men grænsen på 750 timer til undervisning er fastholdt'. Hvad er det, der er fastholdt? I den nuværende aftale står: 'Læreren kan normalt højst tillægges 750 timer årligt'. I det nye forslag er der ingen formuleringer, der antyder, hvad læreren normalt kan tillægges. I den nuværende aftale får man tillagt 45 minutters forberedelse for hver lektion - i det nye forslag kan man pålægges den 26. eller 27. og så videre lektion uden et minut ekstra til forberedelse. At det skulle være muligt lokalt at forhandle ret meget ekstra forberedelsestid med den arbejdsgiver, der i årevis har erklæret, at læreren skulle undervise mere, tror jeg ganske enkelt ikke på.

Tillægget for undervisning ud over de 750 timer er ikke steget, så samlet set er det blevet meget billigere for en kommune at lade lærerne undervise mere end 750 timer. En økonom i en kommune med betrængt økonomi kunne jo finde på at beregne, hvad der var billigst - at lade lærerne undervise ud over 750 timer og betale tillægget eller at skulle ansætte flere lærere.

Lene Skytte

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

næstformand i Farum Lærerkreds

Svar

Lærerne får ikke tillagt 45 minutter til forberedelse til hver lektion i den nuværende aftale. Det er en fejlopfattelse, du deler med mange, selvom vi de sidste par år ihærdigt har forsøgt at oplyse om, at det ikke alene er forberedelse, der er afregnet for, men også frikvartererne. Med de forudsætninger, der er lagt ind for frikvartererne fra centralt hold, er der 32 minutter tilbage til såvel den individuelle som den fælles forberedelse til hver lektion i dag. Med den nye aftale skal der gives særskilt tid til fælles forberedelse, og den individuelle forberedelse er der afregnet for i betroet tid. Jeg har selv i urafstemningsnummeret peget på, at en svaghed ved aftalen er, at lærere med et højt undervisningstimetal ikke bliver tilgodeset på samme vis som i dag. Når jeg alligevel anbefaler resultatet, er det, dels fordi lærere med et højt undervisningstimetal normalt vil have mere lærersamarbejde og derfor skal have mere end de 125 timer, dels fordi der i aftalen er peget på, at der konkret kan afsættes mere tid både til den individuelle forberedelse og til lærersamarbejdet.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF