I Folkeskolen nummer 12 er lektor Steen Larsen ude med nogle ramsaltede bemærkninger om mig, men jeg var jo heller ikke just elskværdig mod ham i mit tidligere indlæg, så det tager jeg til mig.

Jo, Steen Larsen, jeg er helt klar over, at der findes to internationale læseundersøgelser. Pointen er, at de viser de samme tendenser, hvorfor jeg tillod mig at foretage en parallel til din kritik af den første læseundersøgelse, og her i Thorkilds brevkasse skal vi jo skrive kort, og det kan godt presse formuleringerne lidt.

Hvor ved man det fra, spørger du. Jeg ved ikke, hvor 'man' ved det fra, men jeg ved, hvor jeg ved det fra.

Fra erfaringen. Når man har virket i den danske folkeskole i snart 25 år, heraf 17 som skoleleder på en middelstor skole, samler man sig altså lidt erfaring. Og når man i alle årene har lagt megen vægt på og ofret betydelige ressourcer på netop at lære eleverne at læse og har fulgt elevernes udvikling nøje, så ved man også en smule om den anvendte metode, didaktik og pædagogik.

Det sker så, at mine egne erfaringer strider mod de idéer, der falbydes af den pædagogiske forskning, og jeg må dybt beskæmmet indrømme, at jeg tror mere på egne iagttagelser end på den pædagogiske forskning, som den har været lanceret i de sidste mange år, og jeg må tillige indrømme, at beskrivelserne af læseindlæringen i en skole i Malmø, som undervisningsministeren besøgte her i begyndelsen af året, var i overensstemmelse med mine erfaringer som den bedste baggrund for en effektiv læseindlæring.

Men i øvrigt er det helt fantastiske i denne sag, at den pædagogiske forskning ikke har anet eller nærmere ikke har villet vide, hvordan sagerne stod til. Der skulle faktisk en international undersøgelse til, før den pædagogiske forskning overhovedet ville erkende problemets art og omfang. Det er en medvirkende årsag til, at jeg foreslår, at den pædagogiske forskning koncentreres til én slagkraftig og videnskabelig vederhæftig organisation, in casu Danmarks Pædagogiske Institut.

Jens Colding

skoleinspektør, Skjern