Hver gang jeg læser et indlæg vedrørende den aktuelle overenskomstsituation - og det aktuelle resultat - får jeg en fornemmelse af, at noget lyder hult.

Jeg tror, fornemmelsen dukker tydeligst frem, når nej-sigerne skal argumentere for nej'et - og stort set alle fremhæver resultatet vedrørende den decentrale løn som årsagen. Nej-sigerne bruger i samme åndedrag ordet konflikt - og så dukker den hule følelse helt op til overfladen. Det fremgår tydeligt, at nej-sigerne ikke aner, hvad det vil sige at være i konflikt. Hvilket afsindigt pres det lægger på den enkelte lærer at skulle gå hjem fra arbejde, føle arbejdsgiverens hån, omgivelsernes rysten på hovedet - og det dobbelte strejkekontingent. Den eneste strategi, der dur i DLF, er at acceptere spillereglerne - hele forhandlingscirkuset - (man kan selvfølgelig også vælge at gå enegang uden for alle sammenhænge - altså ikke acceptere cirkuset, men det vurderer jeg, at den gamle forening slet ikke er klar til) og så lede efter et tema, der kan afprøves i en konflikt. En konflikt, der for første gang vil kaste en gammel, agtværdig forening ud i en 'rigtig' arbejdskamp. Sådan en, der kan medføre megen turbulens.

At konflikte på decentral løn samtidig med, at arbejdsgiverne kan sige, at de var nødt til at lægge tillæg på de nederste løntrin for overhovedet at få brugt lønkronerne, er at arbejde for at bringe foreningen ud i kaos.

I den situation, som foreningen er i i disse år - opbygningen af en fagforening, der kender sin magt og tør bruge den - er det katastrofalt at splitte foreningen ved at opfordre til nej - og dermed opfordre til konflikt påårhundredets dårligste strejkegrundlag.

En strejke skal være hele foreningens strejke, derfor bør man være varsom med den første strejke i dette nye afsnit af foreningens historie. En strejke, der vindes, vil til gengæld styrke foreningen på en måde, som kun de færreste kan forestille sig.

Peter Ridder-Jensen

Rask Mølle