Neej, hvor er du dygtig! Siger pædagogerne. Siger lærerne. Siger mor. Siger far. Og mors nye mand.

- Hvor er det et flot askebæger, du har lavet!

- Nå . . .? Er det ikke et askebæger?

- Jamen, det er sørme en flot frugtskål!

Dette er ikke et båndudskrift. Men - hånden på lærebogen - det ligner noget genkendeligt.

I opgøret med tanketom terperi er fokus flyttet. Det vigtigste er ikke, hvad der læres, men hvordan der læres; processen er vigtigere end produktet. Ned med det autoritære og op med medbestemmelsen, og hvad det ellers hedder, når pædagogik bliver til paroler.

Og visse sandheder kan parolerne indeholde. I bestemte sammenhænge. Men i andre bliver de til vrøvl - eller ligefrem til en ødelæggende praksis.

Det er meningsløst at holde skole, hvis forsøg på at gøre lærer og elev ligegyldige som mennesker bliver til ligegyldighed over for undervisningens indhold. Kreative askebægre bliver hverken kunst eller kundskaber af at blive klonet.

Det er rigtigt, at lysten driver værket, men ofte er transpiration lige så vigtig som inspiration, for nu at spille stik med parolerne.

Det er foruroligende, når elever i en afgangsklasse ikke kan forstå, at de får så lave karakterer for deres projektopgaver, 'når de nu har knoklet så hårdt en hel uge'. Det passer for godt sammen med den internationale læseundersøgelses påvisning af, at nogle lærere forventer for lidt af eleverne. Og Lars-Henrik Schmidt fra Danmarks Pædagogiske Institut kan have fat i noget ubehageligt rigtigt, når han påstår, at resultatet af for få faglige krav kan blive små egocentriske individer.

- Alle vil vejledes, ingen vil undervises, som han sagde det for nylig på et møde i Pædagogisk Forum i København.

Den udvikling er det nødvendigt at diskutere. Skolen må kunne insistere på, at den har en kulturel arv at give videre. Ligesom lærerne må kunne insistere på, at alt ikke er lige godt.

Men at løsningen ikke findes ien svunden tids skoleform, fik forfatteren Fay Weldon antydet i et intereview i Berlingske Tidende forrige søndag. Det var et chok for hende at opdage, hvor egocentriske hendes børn var blevet, fortalte hun.

- Men jeg tror ikke, at det skyldes simpel thatcherisme. Jeg tror,at thatcherismen er et produkt af den forandring i samfundet, som har at gøre med, hvad jeg kalder terapisme. Som ender op i en fornemmelse af, at individets følelsesmæssige behag er det vigtigste i verden. Det er meget selvcentreret.

Hverken terapi eller terperi er løsningen. Men træning er nødvendig. Og løs snak kan ikke erstatte ægte samtale. Ligesom informationer ikke er det samme som viden. Informationer skal omformes til personlige kundskaber. Af hver enkelt elev. Det er ikke nok, at lærerne arbejder. Det er den dynamiske proces, der sker inden i eleven, der er afgørende for, om informationerne bliver til kundskaber. Og det er i sammenhængen mellem indhold, proces og resultater,fremtidens pædagogik gemmer sig. Men lærerne kan ikke klareat finde frem til den uden aktiv hjælp fra både forældre og politikere.

-th

- Hvor er det et flot askebæger, du har lavet!

- Nå? Er det ikke et askebæger?