Jeg er ministeren. Jeg har det overordnede ansvar, siger undervisningsminister Merete Riisager i dette blad. Men hun vil gerne give skolerne og lærerne mere frihed inden for de fastlagte rammer.

Det er kommunalbestyrelsen, som bestemmer, siger udviklingsdirektøren i KL. Han vil gerne have, at kommunalpolitikerne kommer mere på banen i stedet for at overlade for meget til embedsmændene.

Så hvem bestemmer egentlig? Det ligner et gammelkendt politisk tovtrækkeri. Når KL melder ud, at organisationen gerne vil have ændret formålsparagraffen, har KL krabbet sig langt ind på Christiansborgs banehalvdel. Når ministeren dekreterer forsøg, sniger hun sig til forandringer, som hun ikke kan få igennem via KL eller Christiansborg.

Debatten om styringen af folkeskolen har længe råbt på at blive sat i gang.

Folkeskolen er i stigende grad blevet en ideologisk kampplads, hvor politikere på Christiansborg og i kommunalbestyrelser markerer sig i forhold til de mange forældre-vælgere. Læg dertil, at der er tale om et system, hvor ansvaret vitterligt er uklart fordelt. Og som altid, når ansvaret flyder, er abekastning den helt store sportsgren.

Tag nu for eksempel ansvaret for, at folkeskolereformen ikke rigtig er blevet til andet end lange skoledage, ørkesløse lektiecafeer og en smule bevægelse.

I KL's udviklingsdirektørs verden skyldes det ikke selve reformen, men måden, den blev rullet ud på fra politikernes side. Man satsede på, at læringskonsulenterne skulle drage ud i verden og - trylleryllerylle - få det hele til at leve. Men man »glemte« at tage højde for, at der skulle være mulighed for slots, hvor lærere og pædagoger for eksempel kunne planlægge deres samarbejde.

KL-direktør: 
Kommunerne skal stå ved deres ansvar for skolerne

Læs: Man glemte at tage højde for, at lærerne fik mindre tid, samtidig med at eleverne skulle tilbringe mere tid på skolen. Hvem sagde abekastning?

Sådan er det faktisk ikke alle steder. I dette blad har vi haft en journalist i Holland, hvor man har et system med en helt anden skole:

Alle skoler er selvejende, ingen national læseplan og ingen test i hele elevernes skoletid.

Skolestyring: Verdens frieste lærere går rundt i Holland 


Statens rolle indskrænker sig til at dele penge ud og kommunernes til at tage sig af bygningerne. Skolerne styres af en professionel bestyrelse. Lærerne har en udstrakt frihed, men skolerne konkurrerer mod hinanden. Uligheden vokser.

Meget udansk - og dog. Efterhånden som flere forældre vælger private skoler, kommer det danske skolesystem stadig nærmere denne liberale drøm. Det sker bare, uden at der er sket en politisk beslutning. Forældrene stemmer simpelthen med fødderne.

Skolestyring i Holland: Skoler konkurrerer om eleverne

Derfor er det på høje tid at diskutere åbent, hvordan skolen styres, og hvor ansvaret skal ligge - i stedet for at kaste med aber, mens forandringerne sker bag scenen.