Debat
Tanker om jobbet, men nu kun 40 timer om ugen!
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Stod på biblioteket og kiggede på forskelligt børnelitteratur. Fik en god ide til min danskundervisning. Tanker begyndte at forme sig, og et undervisningsforløb visualiserede sig. Stop, stop, stop!
Jeg må vænne min skolehjerne til kun at arbejde, når den er på skolearbejde. Det er den så fra den 11. august, 40 timer hver uge i 42 uger, på min nye kontorstol på skolen. Fornemt med egen arbejdsplads efter i snart 30 år altid at have kunnet finde en tom stol i et tomt klasseværelse at forberede mig på. Der er helt sikkert nogle kontorstolsfirmaer, der gnider sig i hænderne med den nye »stolereform«. De er formodentlig også dem, der høster den største gevinst.
Enhver arbejdsplads' succes afgøres af medarbejderne og ledelsen og de rammer, der er for arbejdet. Derfor kan man ikke tale reform uden også at tale lærernes arbejdstid. Simpelthen fordi omlægningen/forringelsen af lærernes arbejdstid er hele det økonomiske grundlag for »stolereformen«, og fordi lærerarbejdet aldrig burde være sat ind i en fast stringent ugetidsplan. Det at forberede god undervisning og få kreative og helt nødvendige ideer til undervisningen ødelægges af en »sid på din skolestol, hold dine møder, forbered dig, så meget du kan nå, og gå hjem. Luk skolehjernen ned, når du forlader skolematriklen, og åbn den igen klokken 8.00 næste morgen«.
Tænk, hvis man sagde det til medarbejderne i moderne danske virksomheder.
Er der overhovedet noget godt i selve reformen. Ja, det er der faktisk. Det er dog i sidste ende lærernes arbejdstid og engagement, der vil få betydning for kvaliteten af eksempelvis den tidligere sprogstart og mere dansk og matematik.
Jeg ser frem til at møde eleverne igen. På en måde forandrer det sig aldrig, og det at undervise og være med til at udvikle elever menneskeligt og fagligt er et fantastisk job. Det tror jeg dog aldrig, KL eller »visionære« politikere kan tage fra jobbet.