Debat
Forudsigeligt med faldende tilmelding til læreruddannelsen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Resultatet af alle de offentlige tiltag viser sig nu, egentlig ikke særlig overraskende. Selvfølgelig skal skolelukninger og lærerafskedigelser samt lockouten få en virkning. Man kan nu konstatere, at tilmeldingen til lærerstudiet er faldet med cirka en fjerdedel (folkeskolen.dk 8. august, redaktionen).
Hvordan i alverden skal unge mennesker, som skal vælge en livsgerning, få andet ud af alle ovennævnte arbejdsgivertiltag, end at der her er tale om en usikker levevej?
Det, om så lysten er aldrig så brændende, og selv om der aldrig har været så mange tilmeldinger som i indeværende år.
At Fyn lægger sig i spidsen med en nedgang på hele 26 procent, er egentlig ikke så mærkeligt, da man jo har nedlagt Skårup Seminarium. Den eneste uddannelsesinstitution på Sydfyn bortset fra Marstal Navigationsskole, som man jo også havde kig på, og som kun blev reddet ved folkeligt initiativ.
Man mener åbenbart, at man kan klare sig uden alle de mennesker, som kommer fra alle øerne. Mennesker, som ikke har mulighed for at skaffe sig en studentereksamen, som jo efterhånden skal bruges, hvis man skal optages nogen steder. De unge fra øerne har ikke mulighed for at få denne eksamen på grund af isolation, afstande og transport. De skal væk hjemmefra i tre år fra alderen 17-20 år.
Jeg vil ikke nævne misforståelsen med, at alt stort er bedre. Der findes intet belæg for det. Det er og bliver en tro, som holdes i live af den besparelse, som man tror ligger i at samle eleverne i store enheder. Jo, men så kan eleverne blive undervist af folk med specialuddannelse! Hvordan hænger det egentlig sammen med, at man tager pædagoger og håndværkere ind i skolen? Jeg har endog meget svært ved at få øje på sammenhængen. Det eneste, jeg umiddelbart får øje på, er »sparekniven«. Tilmed på et område, nemlig fremtiden, hvor man absolut ikke burde vise nogen form for sparsommelighed.